De åndeligt frie
Kronik bragt i Kristeligt Dagblad 06. december 2021 under overskriften "Troen er levende og i bevægelse. Derfor skal vi have et liturgisk forum."
Kronikken i Kristeligt Dagblad
Af biskop Peter Skov-Jakobsen og sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen
Der er gentagelser, der sætter sig i kroppen på en. For os er kirkegang en sådan gentagelse.
Vi har forskellige historier. En af os har været vænnet til fra barnsben. Søndagene var bare sådan. Den anden opdagede det hele noget senere – som 20-årig. Oplevelsen er dog den samme. I gudstjenesten åbner der sig en større verden. Horisonter bliver vide.
Nu har vi det begge på samme måde. Det er gået i kødet på os, det med gudstjeneste. Vi er forlængst forbi det punkt, hvor vi som sådan behøver at tage stilling til det. Vi gør det bare. Går efter lyden af klokkerne, går ind ad døren, sætter os med ansigtet østvendt, hører, synger, beder, bekender, spiser, drikker, siger tak og amen, går ud igen, de samme og så alligevel ikke helt.
Vi går ikke i kirke for at komme væk, vi gør det for at komme tættere på – tættere på det egentlige, det skønne, sandheden om vores eget og det fælles liv. Og fordi gentagelse kan blive til forklarelse.
Selv den gentagelse, der har sat sig i kroppen på en, forandrer sig dog over tid. I 1992 fik vi ny Ritualbog, Alterbog, Tillæg til Alterbogen og en ny bibeloversættelse. I 2002 fik vi ny Salmebog.
For den gudstjeneste vi voksede op med, betyder det, at den har ændret sig. Der er kommet nye ord til og nye toner, og det er fortsat ud over det autoriserede med nye kollektsamlinger og nye salmer. Det har ikke rykket ved, at gudstjenesten stadig sidder i kroppen, tværtimod, det har været med til at fastholde den som levende og meningsfuld.
Vi lever i en tradition, der med rette er blevet kaldt den evige protest. Det er en tradition, der altid søger tilbage til rødderne, og derfor lader vi nutiden besindigt spørge fortiden, for vi mærker, at tidligere generationer har noget at bidrage med, og vi mærker, at vi ikke bare kan gentage. Sådan har det været i de første 2000 år af kirkens historie.
På mange måder er det givet med bestemmelsen: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke”, som der står i Grundloven. Folk og kirke, menneskeliv og tradition er ikke adskilte størrelser, men hører sammen og må ses i deres indbyrdes forbindelser. På samme måde med gudstjenesten.
Gudstjenesten er ikke identisk med samtiden, men den er heller adskilt fra den. At være kirke er således at være til i en gensidig påvirkning. Når gamle tankesæt falder, og vi kommer på bedre tanker, virker det tilbage på, hvordan vi tænker fællesskabet i kirken. Så bliver det for eksempel til kvindelige præster, vielse af fraskilte og af par af samme køn. Eller omvendt, når individualismen og markedstænkningen tager overhånd, træder den kristne livstydning ind med en større ramme for at forstå det liv, der er skabt og skænket.
Når traditionen er bedst, bidrager den med en akkumuleret indsigt og den forædling, der kan ske over tid. Traditionen er ikke summen af alle generationers tænkning, men den kan mere end, hvad en bestemt tid og en bestemt generation kan fremkomme med. Selv i dens forædlede form er traditionen dog ikke statisk. Begynder vi at tænke sådan om den, vækker den os selv af vores vildfarelse.
Vi er således rundet af det lutherske princip, at vi ikke må blive åndeligt sløve i vores gentagelser. Vi skal forholde os spørgende, frit og kritisk til traditionen i en afprøvning af, om den trækker på evangeliet. Også det fremgår af bestemmelsen: Den evangelisk-lutherske kirke – det er først evangelium og dernæst luthersk, ikke omvendt.
Der er noget afgørende og væsentligt at opfange bagude, fra det vi kommer af. Men ser vi kun tilbage, giver det et begrænset synsfelt. Vi får kun halvdelen med. Der mangler livet, som vi lever det i dag på vores sted. Det liv, som vi møder troen med, og som troen virker tilbage på med sine genbeskrivelser, der har håbet som prisme og horisont. Det bagudvendte blik mangler også at få det grundlæggende med, at Gud ikke kun er den, der var, men også den der er, og den der kommer.
For troen betyder det, at vi befinder os i det uafsluttede. Den, der er, og den, der kommer, kan vi ikke lukke inde i fastlåste formuleringer. Lige så lidt som kirken kan lukke sig selv inde i mistro overfor, om der kan komme noget godt fra samtiden. I det uafsluttede gøres der troserfaringer, og de forbinder sig med livserfaringer, og tilsammen kan det blive til nye ord, toner og udtryk.
Det kan være svært at tale om det, der er gået i kroppen på en. Det er ligesom for tæt på, til at man kan få skabt den nødvendige afstand til rigtig at tage det i øjesyn. Men vi, der har gudstjenesten i kroppen, taler nu om den alligevel. Samtalen om gudstjenesten er vigtig, for den handler om, hvordan vi er kirke, og hvem vi er kirke for. Derfor foreligger der også en opgave i at få samtalen bredt endnu mere ud, sådan at dem, der er mindre fortrolige med gudstjenesten, føler sig i højere grad indbudt til den.
For folkekirken vokser indsigter altid i samtaler. Det er en del af vores tradition. Det betyder, at vi skal finde måder at skabe mulighed for yderligere samtaler og for at dele erfaringer og viden.
Når det bevæger sig i folkekirken, har bevægelsen ofte haft sit udspring i fælles erfaringer. Det kommer blandt andet til udtryk i vores lovgivning om gudstjenesten. Gudstjenesten er ikke præstens men menighedens, og derfor kan intet søges ændret uden menighedsråds og præsters fælles henvendelse til biskoppen. Det gælder også nu, hvor samtalen om gudstjenesten er blevet intensiveret. Der gøres mange erfaringer med gudstjenestefornyelser i landets sogne og tak for det. Der er mange mennesker, der aldrig havde fundet vej til de store lyse rum, hvis det ikke havde været for disse fornyelser med blandt andet børnegudstjenester, drop-in-dåb, musikandagter og natkirke.
I nogle sogne har man endda forpligtet sig til en særlig liturgisk opmærksomhed og har fået frihed til som liturgiske forsøgssogne at udvikle nye højmesseliturgier. Her foregår det liturgiske arbejde i et samarbejde mellem præster, organister, ansatte og menighed i en erkendelse af, at når gudstjenesten er menighedens, må vi også forholde os til den sammen. Det er sogne, hvor der bliver arbejdet med sproget, med musikken, med den nødvendige forbindelse mellem samtid og tradition og folk og kirke. Og da man ikke kan arbejde med gudstjenesten uden, at man også arbejder med teologi, sker det liturgiske arbejde også på baggrund af teologiske overvejelser og nogle gange anfægtelser.
Ud af forsøgsarbejdet i disse sogne er der kommet bud på nye nadverindledninger, der accentuerer nogle af de betydninger, nadveren har, men som er mindre fremtrædende i de autoriserede nadverindledninger. Der er også blevet formuleret nye dåbsbønner foranlediget blandt andet af en anfægtelse over den tradition, der bestemmer dåben ikke alene som en frelseshandling, men som en eksklusiv frelseshandling.
Hvordan forholder vi os til det udsagn i dag, hvor konteksten er en anden og dåben ikke længere samler os, som den gjorde før, fordi færre bliver døbt? Er man ikke et Guds barn uden dåben? Er der mon født et menneske på jorden, der i følge vores bekendelse ikke skulle være et Guds menneske? Og hvordan forholder dette sig til evangeliet, hvor Jesu liv, død og opstandelse er frelsesbegivenheden, den frelsesbegivenhed dåben selv har rod i?
Bidragene fra samtalerne er med til at sætte den fælles samtale i gang og gøre os årvågne og opmærksomme på den tro, der er i bevægelse og levende. Det er netop derfor, at gudstjenesten kan sætte sig i kroppen på en, fordi den opleves som levende.
Vi håber, at samtalen fremover vil blive accentueret og fagligt bakket op i et liturgisk forum. Her skal sidde mennesker med teologisk-, litterær-, musikalsk-, kunstnerisk- og brugerbaggrunde.
Vi synes, det er naturligt i en evangelisk-luthersk kirke, i en protestantisk kirke, hvor det ligger i blodet og sidder i kroppen, at man altid arbejder med oversættelse, altid er på vej med udtrykkene, altid digter salmer og komponerer ny musik, altid lader kunsten komme til udtryk.
Vi er i en tradition, hvor vi gerne drager på religionskritik og videnskabelighed. Vi tror ikke på, at sandheden skulle kunne anfægtes af hverken kritik eller videnskab, men fremmes kan den af begge dele.
Det er naturligt i en evig protestbevægelse at sørge for, at samtalen har rum, og at refleksionen kan finde sine ord, sine toner og sine farver. Det hellige har mange tilsynekomster. Det handler om ikke at skærme sig af for samtiden og fremtiden. Det handler også om, at tidligere generationer erkendte noget, som skal bæres videre, for det er vigtigt.
Traditionen er ikke en kold autoritær hånd – traditionen taler ind i en samtid, der har brug for frie ånder, der tør være til stede.