Fortsæt til hovedindholdet

STX

Folkekirkens Skoletjeneste for Ungdomsuddannelsers tilbud til undervisningsforløb på STX

Fagligt oplæg

Vi tilbyder faglige oplæg, der relaterer til religionsundervisningen. Har I et ønske om et arrangement, der belyser et konkret emne? Vi har også en række idéer, hvis I ønsker inspiration til faglige oplæg, der kunne passe ind i jeres undervisning.

Vi tilpasser arrangementet, så indhold og tidsrammer passer til jeres behov. Tag kontakt til os, så hjælper vi jer med at sammensætte et arrangement for jeres elever.

Eksempel på oplæg

Vi har afholdt et arrangement om synd og tilgivelse på et gymnasium. Her var tre religionshold slået sammen, og eleverne stemte om, hvilket emne de gerne ville høre om i en dobbeltlektion. Det var emnet synd og tilgivelse, der vandt afstemningen.

Vi planlagde derfor et arrangement, hvor to præster holdt oplæg om emnet. Oplæggene var interaktive med flere skift i undervisningen, så eleverne løbende blev inddraget.

Vil du også have dine elever til at stemme om emnet, så du er sikker på, at det vækker deres interesse? Så sender vi jer gerne en liste med forskellige emner.

 

Workshop

Vores udbud af workshops er meget varieret. Fælles for alle workshops er, at eleverne har tid til selv at arbejde med emnet.

Vi tilbyder fx en bønneworkshop, hvor eleverne selv skal skrive tredelte bønner om noget, de kæmper for, noget, de håber på, og noget, de er taknemmelige for. Vi tilbyder også en række workshops med udgangspunkt i Demokrati Fitness, hvor eleverne kan styrke deres demokratiske evner med fokus på fx uenighed, holdninger eller kompromisser.

Eksempel på workshop

Hvordan skriver man en god prædiken? På et STX-gymnasium fik elever fra religionsfaget en indføring i præstens arbejde gennem en prædikenworkshop.

Workshoppen blev indledt med en kort introduktion til prædikenen som genre, retoriske appelformer og kommunikationsmodeller. Efterfølgende analyserede eleverne en prædiken, som præsten havde udvalgt.

Workshoppen var centreret omkring næstekærlighed, som lærerne havde efterspurgt. Eleverne fik en kort introduktion til begrebet, inden de blev delt op i mindre grupper for at arbejde med skriveprocessen.

Hver elev fik uddelt en udvalgt tekst fra Bibelen om næstekærlighed, og gennem fire forskellige skriveøvelser fik eleverne bygget et skelet, som de kunne skrive en prædiken ud fra. Afslutningsvis delte eleverne deres refleksioner med hinanden i plenum.

 

Q&A – spørg præsten om alt

Nogle gange har eleverne en masse spørgsmål om kristendommen og folkekirken. Derfor tilbyder vi et Q&A-arrangement, hvor eleverne kan spørge præsterne om alt. Dette har vi tidligere afholdt for en 1.g-klasse.

Eleverne formulerer spørgsmålene på forhånd, og præsterne skiftes til at trække et anonymt spørgsmål fra døbefonten.

“Q&A – spørg præsten om alt” kan tilrettelægges som et selvstændigt arrangement eller som en kortere seance i kombination med et fagligt oplæg. Vi har gode muligheder for at lave arrangementet i en kirke, eller vi kan holde det på jeres uddannelsessted, hvis det passer bedre ind i skemaet.

 

Andre undervisningstilbud

Vi tilbyder et bredt udvalg af events, arrangementer og forløb, som kan tilpasses jeres behov.

Ekskursion

Vi arrangerer kirkebesøg for religionshold, hvor klassen kan lære om kirken og stille spørgsmål til præsten. Programmet og det faglige indhold for besøget besluttes i samarbejde med jer.

I kan besøge jeres lokale kirke eller en anden kirke i Københavns Stift, som har et særligt kunstnerisk udtryk eller en særlig profil, der passer til det faglige indhold.

Temadag

En temadag kan tage udgangspunkt i et emne, som bliver belyst fra forskellige vinkler. Programmet fastlægges i samarbejde med jer, så det giver mening for jeres klasse at bruge en hel eller halv skoledag på at gå i dybden med noget, der kan inspirere og give stof til eftertanke.

Temadag om død og sorg

Vi har stået for en halv temadag om død og sorg i en 1.g-klasse. Arrangementet begyndte med en opgavejagt på Assistens Kirkegård, hvor eleverne skulle finde symboler fra kirkegården.

Derefter tog vi til Sankt Markus Kirke, hvor en ung kvinde, som har mistet begge sine forældre, fortalte om sin personlige sorgproces.

Afslutningsvis faciliterede sognepræsten en samtale med klassen, som bandt emnerne fra kirkegården og den unge kvindes fortælling sammen med en mere generel snak om død, sorg og omverdenens reaktioner.

Projekt

Vi stiller os til rådighed som sparringspartnere eller facilitatorer af længerevarende projekter, som jeres elever skal arbejde med.

Vi har god erfaring med dette fra . Her stod vi for fagligt indhold til kick-off, løbende vejledning og feedback – og var med, da eleverne præsenterede resultaterne af projektarbejdet.