Fortsæt til hovedindholdet

HF

Folkekirkens Skoletjeneste for Ungdomsuddannelsers tilbud til undervisningsforløb på HF

Fagpakkerne

Til undervisningen på HF tilbyder vi særligt tilrettelagte arrangementer, som retter sig mod klassens fagpakke. Herunder ses en række eksempler på vores undervisningstilbud. Hvis din klasses fagpakke ikke er nævnt, så tag kontakt til os, så vi kan tilrettelægge et fagligt relevant arrangement for dine elever.

Sundhed og sygepleje

Til sygepleje- og sundhedsklasser tilbyder vi fx et arrangement om etik, hvor eleverne arbejder med etiske dilemmaer omkring aktiv dødshjælp, abort og menneskesyn.

Forløbet kan tilrettelægges som en workshop, hvor eleverne starter med et fagligt oplæg og derefter arbejder i grupper med dilemmaerne, inden der rundes af i plenum.

Force og beredskab

Til force- og beredskabsklasser kan I fx få besøg af en feltpræst, som holder oplæg om næstekærlighed og krig.

Der vil både være fokus på næstekærlighedens rolle i kristendommen, og hvordan den sættes under pres i livssituationer, som opstår i forbindelse med krig.

Fællesskab

For fællesskabsklasser kan vi facilitere workshops med fokus på fællesskabsdynamikker og uenighedsfællesskaber.

Eleverne kan deltage i en Demokrati Fitness-workshop, hvor de træner uenighed, holdninger eller kompromisser i relation til fællesskab og religion.

Sport

For sportsklasser kan vi arrangere events med fysisk udfoldelse i fokus.

Skal dine elever prøve at dyrke yoga i en kirke eller udfordres på klatrevæggen, der sidder uden på en kirke?

Krea

Vores undervisningstilbud til kreaklasser kan fx være at facilitere et arrangement eller et længere projekt, hvor eleverne skal lave kunstværker ud fra en kristen tematik.

Det kan fx være, at eleverne skal lave et kunstværk i stof, som repræsenterer næstekærlighed, håb eller tro. Det kan også være en ler-workshop, hvor eleverne skal bygge deres egen tro — eller en gips-workshop med udgangspunkt i skabelse.

Ekskursion

Vi arrangerer kirkebesøg for religionshold, hvor klassen kan lære om kirken og stille spørgsmål til præsten. Programmet og det faglige indhold for besøget besluttes i samarbejde med jer.

I kan besøge jeres lokale kirke eller en anden kirke i Københavns Stift, som har et særligt kunstnerisk udtryk eller en særlig profil, der passer til det faglige indhold.

Fagligt oplæg

Vi tilbyder faglige oplæg, der relaterer til religionsundervisningen. Har I et ønske om et arrangement, der belyser et konkret emne? Vi har også en række idéer, hvis I ønsker inspiration til faglige oplæg, der kunne passe ind i jeres undervisning.

Vi tilpasser arrangementet, så indhold og tidsrammer passer til jeres behov. Tag kontakt til os, så hjælper vi jer med at sammensætte et arrangement for jeres elever.

Workshop

Vores udbud af workshops er meget varieret. Fælles for alle workshops er, at eleverne har tid til selv at arbejde med emnet.

Vi tilbyder fx en bønneworkshop, hvor eleverne selv skal skrive tredelte bønner om noget, de kæmper for, noget, de håber på, og noget, de er taknemmelige for. Vi tilbyder også en række workshops med udgangspunkt i Demokrati Fitness, hvor eleverne kan styrke deres demokratiske evner med fokus på fx uenighed, holdninger eller kompromisser.