Fortsæt til hovedindholdet

HTX

Folkekirkens Skoletjeneste for Ungdomsuddannelsers tilbud til undervisningsforløb på HTX

Kirkearkitektur

En gennemtænkt bygning kan tale for sig selv, og det gælder også for kirker. Men hvordan kan arkitekter lykkes med at bygge rum, der bidrager til fordybelse og refleksion? Det fik HTX-elever mulighed for at arbejde med i deres afsluttende opgave.

Et af de mulige emner til projektarbejdet var at tegne et “tankehus” inspireret af Tiny Church i Nordhavn.

Eleverne fik et oplæg om Tiny Church og det område, den ligger i, af projektmedarbejderen ved kirken. Efterfølgende blev eleverne introduceret til de teologiske tanker, der ligger i at tegne en moderne kirke. Det markerede begyndelsen på elevernes projektperiode, hvorefter de skulle tegne deres egne tankehuse.

Computerspil over kristne tematikker

Mange af de kristne værdier, man kan læse om i Bibelen, kan være abstrakte at forklare for konfirmander. Derfor fik HTX-elever til opgave at gøre temaerne håndgribelige i små computerspil.

Computerspillene skulle ved hjælp af gamification understøtte præster i konfirmandforberedelsen ved at vise, hvordan emner som tilgivelse, næstekærlighed og synd kan forstås helt konkret af konfirmanderne.

Projektet var en del af fagets fokus på “serious games”, som handler om spil, hvis primære funktion ikke er ren underholdning. Serious games benytter principper fra computerspil til fx undervisning eller formidling af komplekse emner.

Eleverne blev introduceret til udvalgte emner fra konfirmandforberedelsen og skulle derefter udvikle et spilkoncept ud fra det valgte emne.

Andre undervisningstilbud

Vi udvikler undervisningsforløb, der er tilpasset uddannelsernes behov. På HTX kan vi bidrage med indblik i folkekirkens tekniske aspekter, som eleverne kan arbejde med.

Det kunne fx være:

  • digitale løsninger til brug i kirker
  • design af hjemmesider med blik for folkekirkens målgruppe
  • ekskursion til de nye kirkebyggerier
  • forløb med arkitektur og moderne kirker