Jul

Juleaften er nok den mest populære gudstjenestedag i kalenderen. Selvfølgelig hører vi på denne dag historien om Jesus, der blev født i en stald.

"På den tid gav kejser Augustus ordre til, at der skulle holdes en folketælling i hele Romerriget. Det var den første folketælling, der blev holdt, mens Kvirinius var guvernør i Syrien. Alle skulle rejse hjem for at blive registreret i den by, deres familie kom fra. Det gjaldt også Josef, der rejste fra byen Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa. Det var Davids by, og Josefs familie nedstammede direkte fra kong David. 

Josef blev skrevet på folketællingslisten sammen med sin forlovede Maria. Hun var højgravid med sit første barn, og mens de var i Betlehem, fødte hun sin søn. 

Hun lagde et tæppe om ham og lagde ham til at sove i en foderkrybbe i en stald, for der havde ikke været plads til dem andre steder."

Lukasevangeliet kapitel 2, vers 1-7

Danmark er et af de få lande, hvor julen fejres den 24. december. I kirken er juledag den vigtigste dag - og det er en festgudstjeneste med alle de dejlige julesalmer og med lidt mere ro på end juleaftensdag. I nogle kirker læser præsten op fra en tekst i Bibelen, som meget præcist indrammer julens glade budskab:

"Guds kærlighed blev synlig , da han sendte sin eneste søn ind i verden, for at vi kunne få nyt liv gennem ham. Kærligheden består ikke i, at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os. Han sendte sin søn og lod ham dø, for at vi kan få tilgivelse for det, vi har gjort forkert.
 

Kære venner, når Gud elskede os så højt, så har vi også pligt til at elske hinanden."

Første Johannesbrev kapitel 4, vers 7-11

Julens - og årets - sidste helligdag kaldes også Sankt Stefans Dag. Selvom helgener er noget, vi har arvet, fra dengang Danmark var et katolsk land, så hører man alligevel om Stefanus (Sankt Stefan) d. 26. december. Han er kristendommens første martyr, og han blev dræbt for at sige de ting, han sagde. Ligesom Jesus blev dræbt for at sige, det han gjorde.

"Rådsmedlemmerne begyndte at råbe op og skrige og holdt sig for ørerne for ikke at høre, hvad Stefanus sagde. Så styrtede de på én gang hen mod ham og jog ham uden for byen, hvor de begyndte at stene ham. Dem, der havde vidnet mod ham, fik en ung mand, der hed Saul, til at passe på deres kapper. Stefanus bad, mens de stenede ham: "Jesus, min herre, tag imod min ånd," og så faldt han på knæ og råbte: "Straf dem ikke for det forfærdelige, de har gjort!" Da han havde råbt det, døde han."

Apostelens Gerninger kapitel 7, vers 57-60