Fortsæt til hovedindholdet

Sognepræst i Solbjerg Sogn

Herunder ses stillingsopslaget efterfulgt af embedsbeskrivelsen samt et regulativ 

Sognepræst i Solbjerg Sogn, Frederiksberg Provsti, Københavns Stift

Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Solbjerg Sogn, Frederiksberg Provsti, er ledig til besættelse den 1. marts 2026 eller snarest derefter. Stillingen er en fuldtidsstilling.

Bistandsforpligtelse
Til denne stilling er knyttet bistandsforpligtelse til Frederiksberg Sogn i forbindelse med kirkelige handlinger (dåb, vielser og bisættelser).
Der er udarbejdet et regulativ, som nærmere forklarer, hvad bistanden indebærer.

Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver.

På Præsteforeningens jobportal kan du læse embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet. Her kan du læse om sognet og om, hvilke tanker menighedsrådet gør sig om det ledige embede.

Har du lyst til at læse mere om Solbjerg Sogn, kan du orientere dig på sognets hjemmeside: www.solbjergkirke.dk

Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013).
Stillingen aflønnes efter løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken.

Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt.
Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.

Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.

Der er knyttet tjenestebolig til stillingen.
Tjenesteboligen ligger på adressen Frederik VI’s Allé 2, 3.tv., 2000 Frederiksberg. Tjenesteboligen vil blive vurderet inden indflytning, og boligbidraget vil blive fastsat ud fra denne vurdering.

Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.

Alle kvalificerede ansøgere – uanset køn – opfordres til at søge stillingen.

Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, kan du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

Er det første gang, du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Peter Skov-Jakobsen, inden menighedsrådet afholder orienteringsmøde.

Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Københavns Stift pr. mail til: KMKBH@KM.DK
Ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest mandag den 1. december 2025 kl. 15:00.

Kontaktoplysninger
Menighedsrådsformand: Thomas Knygberg, Solbjerg Sogn
Telefon: 29 45 58 45
E-mail: 7103thk@km.dk

Provst: Kirsten Jørgensen, Frederiksberg Provsti
Telefon: 51 76 77 76
E-mail: KJOE@KM.DK

Københavns Stift
Telefon: 33 47 65 00
E-mail: KMKBH@KM.DK

Biskop Peter Skov-Jakobsen v/ bispesekretær Dorte Laurberg Vedel
Telefon: 33 47 65 00
E-mail: KMKBH@KM.DK

Opslag af stillingen: 11. november 2025
Ansøgningsfrist: 1. december 2025.

Embedsbeskrivelse – Sognepræst til Solbjerg Sogn, Frederiksberg

Vores afholdte og dygtige sognepræst går efter 31 års ansættelse på pension. Vi søger derfor en ny præst, der:

  • har noget på hjerte og kan forkynde evangeliet levende og nærværende i takt med tiden for en menighed i en storbykirke
  • vil indgå i et tæt samarbejde med sognets kirkebogsførende sognepræst
  • vil samarbejde med menighedsrådet, de øvrige ansatte og de frivillige om at udvikle gudstjeneste- og kirkelivet samt de mange aktiviteter i kirken
  • er interesseret i og har lyst til at arbejde med børn og unge og være med til at nytænke dette arbejde
  • er teoretisk velfunderet og gerne deler ud af sin viden om teologiske emner ved fx foredrag
  • er initiativrig, udadvendt, kommunikerende og synlig i sognet og i byen

Til stillingen er der knyttet bistandsforpligtelse i Frederiksberg Sogn
(se bilag: Regulativer og arbejdsfordeling for præsterne i Solbjerg Sogn, gældende fra tiltrædelse af nye præster).

Vi kan tilbyde

Solbjerg Sogn ligger midt på Frederiksberg og har en medlemsprocent på 61,1.

Der er højmesse alle søndage og helligdage, og der er jævnligt børne- og familiegudstjenester.
Vores dygtige organist og kirkekor på fem medlemmer spiller og synger til alle gudstjenesterne. Én gang om måneden har præsterne på skift prædikenrefleksion med menigheden efter højmessen.

Kirken og menighedshuset danner en fin ramme om kirkens mange aktiviteter, og vi ønsker, at vores nye præst bliver et aktivt medlem af aktivitetsudvalget, som har ansvaret for kirkens mange aktiviteter som fx foredrag, koncerter, litteraturkreds, mandeklub, børne- og familiegudstjenester, babysalmesang og salmerytmik.

Solbjerg Sogn er et af ni sogne i Frederiksberg Provsti. Sognet havde pr. 1. januar 2025 9.357 indbyggere og 5.719 folkekirkemedlemmer svarende til en medlemsprocent på 61,1.

I sognet ligger der både villakvarterer og etageejendomme med ejer-, andels-, leje- og kollegieboliger.
Aldersgruppen fra 20 til 49 år er overrepræsenteret i sognets befolkning sammenlignet med hele landet. Befolkningen i sognet er i øvrigt karakteriseret ved relativt høje indkomster og et højt uddannelsesniveau.

Inden for sognets grænser findes flere daginstitutioner, en folkeskole, et gymnasium, en afdeling af CBS, kommunens rådhus og hovedbibliotek samt Diakonissestiftelsen, som har egen kirke.
Kirken ligger tillige meget centralt i forhold til både offentlig og privat transport og blot et stenkast fra Frederiksberg Metrostation.

Arbejdsforhold

Kirke, menighedshus og kirkegårde
Solbjerg Kirke med tilhørende menighedshus er bygget i 1908 og tegnet af arkitekten Kristoffer Warming.
Der er 250 siddepladser i kirken. Menighedsrådet gør meget ud af at vedligeholde både kirke og menighedshus og renoverer løbende begge dele efter en arkitektonisk helhedsplan og med respekt for kirkens oprindelige arkitektur.
Lige nu arbejdes der på at sætte belysning på det 40 kvadratmeter store altermaleri Kristi Himmelfart, malet af Bodil Kaalund i 1984.

Menighedshusets store smukke sal, Tuxensalen, rummer op til 125 personer.
Her foregår kirkens som regel meget velbesøgte arrangementer og konfirmandundervisningen.
På menighedshusets 1. sal er der kirkekontor, et stort mødelokale og et præstekontor. Det sidste anvendes af præsterne til samtaler, af menighedsrådet til udvalgsmøder og af kommunikationsmedarbejderen som arbejdsplads en dag om ugen.
På 2. sal findes Spejderlokalet, hvor FDF-kredsen og andre eksterne grupper mødes.

De tre kirkegårde på Frederiksberg administreres af Frederiksberg Kommune.

Menighedsråd
Takket være gode kompetencer og et godt samarbejde i menighedsrådet og mellem rådet og de ansatte er menighedsrådet meget velfungerende.
Der er ligeledes et godt samvirke mellem menighedsrådet og præsterne.

Ved menighedsrådsvalget i september 2024 blev der valgt tre nye medlemmer og tre stedfortrædere til menighedsrådet, som nu har 10 valgte medlemmer.

Menighedsrådet afholder otte årlige møder og arbejder strategisk med både vision, strategier og årshjul.
Beslutningerne forberedes i forretnings- og økonomiudvalget, aktivitetsudvalget, gudstjenesteudvalget og kommunikationsudvalget, og der nedsættes ad-hoc-udvalg, når der er brug for det.

Menighedsrådet arbejder strategisk med kommunikation og anvender fælles kalender (ChurchDesk), folkekirkens intranet, hjemmeside, Facebook, plakater, foldere og annoncering i lokalpressen.
De to præster forventes at være aktive på sociale medier.
Den kirkebogsførende sognepræst er medlem af Provstikoordinatorbestyrelsen, som står for provstiets fælles arrangementer og kommunikation med borgerne.

Personale
Kirken har to præster, en organist, fem korsangere, to kirketjenere, en kordegn, som både er kirkebogsfører og regnskabsfører, samt en kommunikationsmedarbejder på deltid.
Personalet mødes én gang om ugen til kalendermøde og til personalemøder efter behov.
Den 1. september fik sognet ny kirkebogsførende sognepræst.

Tjenestebolig
Til begge præstestillinger hører en tjenestebolig.
Den nye sognepræst får tjenestebolig i en attraktiv lejlighed i en ejendom beliggende på Frederik VI’s Allé 2, 3.tv.
Ejendommen er opført i 1905, og lejligheden er på 153 kvadratmeter fordelt på tre stuer en suite, tre værelser, et køkken og et badeværelse.
Lejligheden er under renovering og forventes klar til indflytning 1. marts 2026.

Bilag (se herunder)
Regulativer og arbejdsfordeling for præsterne i Solbjerg Sogn, gældende fra tiltrædelse af nye præster.

Yderligere information
Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, opfordres du til at kontakte både menighedsrådsformanden og provsten og aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

Menighedsrådsformand: Thomas Knygberg – 29 45 58 45 – 7103thk@km.dk
Provst: Kirsten Jørgensen – 51 76 77 76 – kjoe@km.dk
Sognets hjemmeside: www.solbjergkirke.dk
Provstiets hjemmeside: www.folkekirken-frederiksberg.dk

Regulativer og arbejdsfordeling for præsterne i Solbjerg Sogn
(gældende fra tiltrædelse af nye præster)

Regulativ for sognepræst (kbf.)
• 3/5 af alle højmesser
• ½ af alle andagter og gudstjenester af forskellig art
• Alle vielser i sognet
• 2/5 af bisættelser og begravelser
• ½ af menighedsaktiviteter med deltagelse af præst
• Eventuelle børnekonfirmander

Regulativ for sognepræst med bistandsforpligtelse i Frederiksberg Sogn

I Solbjerg Sogn
• 2/5 af alle højmesser
• ½ af andagter og gudstjenester af forskellig art
• 0 af vielser i Solbjerg Sogn (mulighed for indbyrdes aftaler)
• 1/5 af bisættelser og begravelser
• ½ af menighedsaktiviteter med deltagelse af præst

I Frederiksberg Sogn
• 1/5 af alle højmesser
• ½ af andagter og gudstjenester af forskellig art
• Vielser: 1/5 af det samlede antal vielser i Frederiksberg Sogn (ca. 15 årligt)
• Dåbsgudstjenester: 1/5 af alle dåbsgudstjenester i Frederiksberg Sogn (ca. 8 årligt)

Sognepræsten deltager ikke i udvalgsarbejde alene i Frederiksberg Sogn.

Konfirmandundervisning
Der er i Solbjerg og Frederiksberg almindeligvis 6–7 konfirmandhold årligt i alt.
Alle 6 præster har normalt ét hold, og hvert 6. år har én præst to hold, såfremt der er 7 hold.
Skulle der undtagelsesvist være 8 hold, underviser 2 præster to hold det år.

Turnus tilrettelægges herefter mellem præsterne indbyrdes.

Rådighedstjeneste
Præsterne i Solbjerg og Frederiksberg anvendes kun i så ringe grad som muligt i rådighedstjeneste i provstiets øvrige sogne.

April 2024