Fortsæt til hovedindholdet

Sognepræst i Husumvold-Tingbjerg Pastorat, Bispebjerg-Brønshøj Provsti

Herunder ses stillingsopslaget efterfulgt af embedsbeskrivelsen

Stillingen som overenskomstansat sognepræst i Husumvold Sogn, Husumvold-Tingbjerg Pastorat i Bispebjerg-Brønshøj Provsti er ledig til besættelse den 1. januar 2027 eller snarest derefter.

Stillingen er en deltidsstilling på 50%.

Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet.

I embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet kan du læse om sognet og hvilke tanker, menighedsrådet gør sig om det ledige embede. Embedsbeskrivelsen kan også læses på Præsteforeningens hjemmeside.

Har du lyst til at læse mere om Husumvold Sogn, kan du også orientere dig på sognets hjemmeside:
https://www.husumvoldkirke.dk/

Ansættelse og aflønning sker i henhold til den Cirkulære om overenskomst for Akademikere i staten

Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.

Du vil også få et særligt tillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 på kr. 11.100,00 årligt for en fuldtidsstilling. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.

Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.

Der er ikke knyttet nogen tjenestebolig til stillingen.

Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.

Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.

Alle kvalificerede ansøgere uanset køn opfordres til at søge stillingen.

Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, kan du kontakte menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

Er det første gang du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Peter Skov-Jakobsen, inden menighedsrådet afholder orienteringsmøde.

Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Københavns Stift pr. mail til: KMKBH@KM.DK.

Ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest den 21. september kl. 15:00.

Kontaktoplysninger

Menighedsrådsformand Lars Bo Hansen, Husumvold Sogn
Telefon 24 82 95 45

Provst Johanne Øhlenschlæger, Bispebjerg-Brønshøj Provsti
Telefon 61 62 77 11
E-mail JOST@KM.DK

Københavns Stift
Telefon 33 47 65 00
E-mail KMKBH@KM.DK

Biskop Peter Skov-Jakobsen
v/bispesekretær Dorte Laurberg Vedel
Telefon 33 47 65 00
E-mail KMKBH@KM.DK

Opslag af stillingen: 1. september 2026
Ansøgningsfrist: 21. september 2026

Menighedsrådets embedsbeskrivelse

Vi søger en præst til Husumvold-Tingbjerg pastorat, som udelukkende varetager tjenester i Husumvold.

Om os:

Der bor lige under 10.000 mennesker i sognet, heraf er lidt under 3000 medlemmer af Folkekirken. Sognet er midt i en spændende udvikling med nyt boligbyggeri, hvoraf en stor del vil blive beboet af unge og af børnefamilier.

I Husumvold bliver du en del af et stærkt og godt arbejdsfællesskab bestående af yderligere 2 præster, 1 kordegn, 1 kirke- og kulturmedarbejder, 1 kommunikationsmedarbejder, 2 organister, 1 kirkemusiker, 3 kirkesangere, 1 babysalmesangs- og børnekorsleder og 2 kirketjenere.

Her er godt at være og glæde i hverdagen! Her er et stærkt og tillidsfuldt samarbejde mellem alle faggrupper og et menighedsråd, som forstår at skabe rum for de mange forskellige slags gudstjenester og aktiviteter, for musik og korliv. Her er engagerede medarbejdere, menighedsrådsmedlemmer og frivillige.

Se gerne kirkens hjemmeside www.husumvoldkirke.dk

Du vil blive taget godt imod.

Om dig:

Du vil tage del i det gode samarbejde og i udvikling af liv og vækst i sognet. Du forholder dig åbent i overvejelser om tradition og fornyelse.

Du vil som præst arbejde for at komme andre i møde.

Du vil prædike og formidle på måder, der forholder sig til tilhørernes livsverden.