Biskop Erik Norman Svendsen er død
Erik Norman Svendsen, der virkede som Københavns biskop 1992-2009, er død. Det meddeler biskop Peter Skov-Jakobsen.
Det er med sorg, at vi meddeler, at biskop Erik Norman Svendsen stille sov ind mandag den 10. august 2026 i en alder af 85 år.
Erik Norman Svendsen blev født i 1941. En rigtig københavnerdreng, der blev student fra Efterslægtens Gymnasium og i 1968 blev han cand. theol fra Københavns universitet.
Folkekirken kaldte. Han ville være præst og begyndte på Amager i Sundkirken. Over Brønshøj gik det videre til Skovlunde Kirke, hvor Erik Norman Svendsen arbejdede indtil han blev generalsekretær for Kirkefondet fra 1980 -1986.
I 1986 blev han sognepræst ved Dragør Kirke og provst for Københavns Søndre Provsti, landets daværende største provsti. Fra 1992 - 2009 var Erik Norman Svendsen Københavns biskop.
Som generalsekretær for Kirkefondet, og som en der havde levet med folkekirken i København siden sin barndom, kendte han den by indefra. Han var med fra begyndelsen, da det stod klart, at folkekirken i København måtte se alvorligt på strukturerne og sognene. Han havde en stor respekt for arbejdet, der var blevet gjort i årenes løb; men folkekirken skulle ind i fremtiden og møde nutiden. Han lyttede og gjorde et stort arbejde for folkekirken i Københavns stift.
Erik Norman Svendsen veg ikke uden om tidens spørgsmål. Han tog skridtene henimod, at de gudstjenestelige markeringer af par af samme køn skulle kunne finde sted. Han gjorde det trods modstand, og fordi han fandt det rigtigt. Således var han med til at bane vejen for vielsen af par af samme køn.
Kronen på værket var hans formandskab for Salmebogskommissionen fra 1993 til, at Salmebogen udkom pinsedag 2002. Hele livet havde musik, sang og salmer fyldt livet med glæde. I særdeleshed kom Thomas Kingo til at spille en stor rolle, og det var kun ved få lejligheder, at Erik Norman Svendsen ikke kunne citere en passende salme.
En særlig glæde var det for Erik Norman Svendsen at blive betroet hvervet som kongelig konfessionarius i årene 2008 - 2018. Hans diskrete glæde ved at kunne tjene Dronningen og kongefamilien var ingen i tvivl om.
Erik Norman Svendsen kunne man møde mange steder i byen til gudstjeneste. Han var altid levende interesseret og ikke irriteret over, at verden forandrer sig. Den udøvende humorist kunne lade en hurtig Nørrebrodrengsbemærkning falde, men der var altid en klædelig bevidsthed om, at den der peger fingre altid peger tre tilbage mod sig selv.
Mandag aften sov Erik stille ind efter kort tids sygdom. Han efterlader sig sin hustru Margit Svendsen, børnene Julie Norman Bach og Thomas Norman Svendsen og svigerinde Narcisa Svendsen samt børnebørnene Lukas, Emma, Hannah, Mia og oldebørn - og mange taknemmelige mennesker, der lærte ham at kende.
Måtte Erik Norman Svendsen hvile i fred.
Peter Skov-Jakobsen
Københavns biskop.