Fortsæt til hovedindholdet

5 kirker, der overrasker

Leder du efter kirker, der er værd at besøge som turist? Her er fem anbefalinger til sightseeing, hvis du gerne vil opleve kirker med spændende historie, arkitektur og kunst – også uden for de mest kendte turistmål.

Murstenskirken i Dragør ligger omgivet af en grøn og frodig kirkegård på en sommerdag med en let blå himmel i baggrunden

Dragør byder på krigshistorie, filmhistorie, sild og akvavit. Dragør Kirke (Foto: Claude David - Public Domain Mark 1.0)

Dragør – historie, havn og frokost ved Øresund

Dragør var engang et af Danmarks vigtigste fiskerlejer, og især sildefiskeriet gjorde byen kendt. I dag er silden primært en handelsvare på byens frokostrestauranter, men Dragør er stadig et levende og charmerende udflugtsmål.

Den gamle bydel er blandt de bedst bevarede i Danmark med smalle brostensgader og huse fra 1700-tallet. Byen arbejder desuden på at blive optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Mange vil måske også genkende gaderne fra DR's julekalender Tidsrejsen, som er optaget flere steder i Dragør.

Vil man vide mere om byens historie, kan man besøge Dragør Museum eller Danmarks Lodsmuseum. 

I den gamle havn ligger også fiskekutteren Elisabeth K571, som under 2. Verdenskrig var med til at sejle jødiske flygtninge til Sverige.

Tæt ved den gamle bykerne ligger Dragør Kirke fra 1885. På kirkegården er den folkekære skuespiller Dirch Passer begravet.

Efter en dag med kultur og historie er der rig mulighed for at afslutte besøget på en af byens caféer eller frokostrestauranter med klassiske danske retter.

Kalkmaleri fra Skt. Povls Kirke på Bornholm, hvor røde bjørne danser og spiller sækkepibe

Kalkmalerierne i Skt. Povls Kirke er fra midten af 1500-tallet og viser bjørne og grise (Foto: Hubertus / Wikimedia Commons, CC BY-SA 3.0) 

Skt. Povls Kirke – et roligt stop tæt på Balka Strand

Balka Strand ved Nexø regnes af mange for en af Bornholms bedste badestrande. Kun få kilometer derfra ligger Skt. Povls Kirke, som tilbyder en helt anden form for ferieoplevelse.

Kirken stammer fra omkring 1248, mens tårnet er opført senere. Indenfor finder man nogle af Bornholms mest usædvanlige kalkmalerier med motiver af bjørne, der danser, drikker og spiller sækkepibe.

I sommermånederne afholdes der også tysksprogede gudstjenester, så øens mange tyske gæster har mulighed for at deltage i en gudstjeneste på deres eget sprog.

Kastelkirken er en gulkalket barokkirke med et klokketårn midtfor på taget omgivet af grønne trækroner og bag kirkens tag anes Kastellets møllevinger

Kastelkirken er fra 1704 og er fortsat ejet af Forsvaret, selvom den fungerer som en helt almindelig sognekirke i folkekirken. (Foto: Sille Arendt)

Kastelkirken – en overset seværdighed ved Langelinie

Mange besøger Den Lille Havfrue på Langelinie, men få opdager, at en af Københavns mest stemningsfulde kirker ligger få minutters gang derfra.

Kastelkirken blev opført i begyndelsen af 1700-tallet i barokstil og var oprindeligt forbeholdt soldaterne på Kastellet. I dag fungerer den som almindelig sognekirke, selv om Forsvaret fortsat ejer bygningen.

Kirken ligger midt i de historiske omgivelser på Kastellet. Bag kirken ligger den tidligere arrest, hvor blandt andre Struensee sad fængslet. Vinduerne mod arresten blev muret til, men små åbninger gjorde det muligt for fangerne at høre præstens prædikener fra deres celler.

Et besøg i Kastelkirken kan med fordel kombineres med en gåtur på Kastellets volde og udsigten over havnen.

Kastrup Kirke er en murstenskirke fra slutningen af 1800-tallet. Tårnet står ved siden af kirkeskibet og har en urskive. Billedet er taget en sommerdag med små hvide skyer på den blå himmel.

Kastrup Kirke er fra 1884, men blev i 1970'erne og -80'erne udsmykket af Svend Wiig-Hansen indvendigt. (Foto: Claude David - Public Domain Mark 1.0)

Kastrup Kirke – moderne kunst tæt på lufthavnen

Få minutters gang fra Kastrup Metrostation ligger Kastrup Kirke. Udefra virker den forholdsvis enkel, men indenfor gemmer den på et af Danmarks mest gennemførte kirkerum fra det 20. århundrede.

I 1972 fik billedhuggeren Svend Wiig Hansen til opgave at udsmykke kirken. Projektet udviklede sig til en totaludsmykning, hvor han skabte altervæg, døbefont, prædikestol, glasmosaikker og en lang række kunstneriske detaljer i aluminiumsplader.

Resultatet er et kirkerum, der adskiller sig markant fra de fleste andre danske kirker og er et oplagt stop for besøgende med interesse for kunst, arkitektur og moderne kirkekunst.

På en plet midt i Nordhavnens gamle fiskerihavn ligger en sort tolvkantet trækirke, som man kan gå hele vejen rundt om.

Tolvkanten er Danmarks første tiny church og ligger i Nordhavn. (Foto: Hans Egedes Sogn)

Tiny Church – Danmarks mindste nye kirke

Nordhavn er en af Københavns nyeste bydele, hvor moderne boligbyggeri møder gamle værksteder, fiskerhuse og havnemiljø. Midt i Fiskerihavnen ligger Tiny Church, Danmarks første kirke af sin slags.

Kirken er bygget i træ og er skabt som et fleksibelt fællesskabshus, hvor det samme rum kan bruges til alt fra kirkelige handlinger og meditation til fællessang, foredrag og kulturelle arrangementer. Den markante tolvkantede bygning er opført med fokus på bæredygtighed og er tegnet til at passe ind i det rå havnemiljø.

Et besøg i Tiny Church kan nemt kombineres med en gåtur gennem Fiskerihavnen, hvor gamle fiskerbåde, kreative værksteder og caféer giver området en helt anden stemning end resten af det moderne Nordhavn. Kirken har faste åbningstider torsdag kl. 13-16 og fredag kl. 10-12, hvor besøgende er velkomne til at kigge indenfor.