Fortsæt til hovedindholdet

Sommerkirker

Hvilken type kirketurist er du?
En guide til sommerferie i København og på Bornholm

5 anbefalinger til 5 forskellige turisttyper:

Hvem minder du mest om?

Endelig er det blevet sommerferietid igen! Og for alle de, der bruger hele eller bare noget af ferien hjemme i Danmark, bringer Københavns Stift her en guide til gode sommerferieoplevelser.

1 - Farmand: Han skal ha' sild og museer

Dengang der endnu var fisk tilbage i havet, var Dragør en stærk kandidat til at være Danmarks sildehovedstad. I dag ses silden mest marineret og arrangeret på et stykke rugbrød på en af byens mange frokostrestauranter – men i modsætning til Øresund er Dragør fuld af liv!

Derfor er Dragør et helt oplagt rejsemål for farmand.

Krigshistorie, filmhistorie, sild og akvavit - Dragør er en oplagt destination for farmand

Farmand kan tøffe rundt og nyde Dragørs gamle bydel, hvor der er velbarede huse helt tilbage fra 1700-tallet. Faktisk er Dragør så fin og velbevaret, at de er på vej til at blive udnævnt til UNESCO verdensarv. Børn og teenagere vil måske kunne genkende Dragørs huse og smøger fra julekalenderen ”Tidsrejsen”, som blev vist på DR1 2014 og 2021. I år kommer Tidsrejsen 2, som også er filmet i Dragør.

Farmand kan også besøge Dragør Museum og lære mere om byens historie. Han kan også besøge Danmarks Lodsmuseum eller se fiskekutteren Elisabeth K571, som var med til at fragte jødiske flygtninge til Sverige i sikkerhed fra nazisterne under 2. Verdenskrig. Kutteren ligger i Dragør Gamle Havn, som i sig selv er et besøg værd. Især hvis farmand i al stilfærdighed drømmer om en dag at eje en båd.

Dragør Kirke er fra 1885 og ligger tæt på den gamle bykerne. På kirkegården ligger Dirch Passer begravet.

Når farmand er blevet træt og sulten, så er det nok ved at være tid til at afprøve de der frokostrestauranter med sild og øl med skum.

2 - Børnefamilien: Bjørnen spiller sækkepibe

Den dejligste ferieø er som bekendt Bornholm, og ikke langt fra Nexø i øens sydøstlige hjørne finder man Bornholms måske bedste badestrand, Balka Strand. 

Det er naturligvis lidt af en magnet for strandglade børnefamilier. Og når de har fået nok af saltvand, strandsand og SPF, så er der ro og familievenlige temperaturer i Skt. Povls Kirke ikke langt derfra.

Ikke langt fra Balka Strand finder børnefamilien ro i Poulsker. Foto af Skt. Povls Kirke: Destination Bornholm.

Kirken er oprindeligt fra ca. 1248 – tårnet er kommet til senere. Indvendigt kan man studere de meget særprægede kalkmalerier: bjørne, der danser, drikker og spiller sækkepibe!

I Skt. Povls Kirke er der endda tysksprogede gudstjenester i løbet af sommeren, så også auch Familien mit Kindern kan få sig et pusterum i ferien.

Der er noget, der tyder på, at bjørne på Bornholm er langt mere talentfulde end andre danske bjørne.

3: Turisten - Kuren mod havfrueskuffelse

Turister fra hele verden flokkes i hobevis til Langelinie ved Kastellet for at se Den Lille Havfrue. De ender stort set alle sammen med at gå skuffet derfra. 

Heldigvis kan de genfinde det gode humør lige rundt om hjørnet i Kastelkirken, der er en lille skjult perle blandt Københavns kirker. I gamle dage var det kun Kastellets soldater, der fik lov til at bruge kirken. I dag er Kastelkirken en helt almindelig sognekirke – men det er stadig forsvaret, der ejer kirken.

Man får brug for både spejlreflekskamera og selfiestick, når man skal fotografere barokkirker i sommerlandet. Foto af Kastelskirken: Sille Arendt.

Kastelkirken er fra begyndelsen af 1700-tallet og er opført i tidens stil, barok, som arkitekterne havde fundet inspiration til i Rom især. I Danmark er Vor Frelser Kirke og Charlottenborg på Kongens Nytorv andre gode eksempler på barok i arkitekturen.                          

Bag ved kirken ligger arresten, hvor Struensee har siddet og surmulet. De kirkevinduer, der vendte ud mod arresten, blev muret til, men man bevarede huller i muren, så forbryderne havde mulighed for at høre præstens prædiken inde fra deres celler.

Så når turisten skal ryste havfrueskuffelsen af sig, så er en dejlig gåtur på Kastellets volde og et kig indenfor i soldaternes helt egen kirke lige sagen!

4: Businessmanden - Han nåede flyveren

Hvad skal man gøre af sig selv, når man har 5 timer efter dagens sidste møde og sidste afgang tilbage til London? Man tager da til Kastrup Kirke naturligvis! Foto af Kastrup Kirke: Bjarke Ørsted.

Ingen anden kirke ser ud som Kastrup Kirke. 
Selv en dreven businessmand må indrømme, at den slags oplevelser er priceless – som man siger på businesssprog.

Det vrimler med travle businessmænd og -kvinder i København. De ses ofte i målrettet gang på vej til og fra møder i stramme jakkesæt og gerne med en glødende mobiltelefon i hånden.

De kommer til København for at holde møder og lave aftaler – og de har altid travlt. Så er det godt, at Kastrup Kirke ligger lige på vejen til lufthavnen, hvor businessmænd og -kvinder altid uvægerligt ender.

Kastrup Kirke ligger ikke så langt fra Kastrup metrostation. Den er nem at få øje på og ser temmelig tilforladelig ud – men indvendigt er den helt unik!

I 1972 fik billedhuggeren Svend Wiig Hansen til opgave at udsmykke væggen i den ene ende af kirken, men han endte med at totaludsmykke hele kirken. Han ridsede figurer, former og mønstre ind i aluminiumsplader. Han byggede en døbefont. Og en prædikestol. Han designede glasmosaikker. Fra gulv til loft blev Kastrup Kirke lavet fuldstændigt om.

Resultatet er enestående. Ingen anden kirke ser ud som Kastrup Kirke. Selv en dreven businessmand må indrømme, at den slags oplevelser er priceless – som man siger på businesssprog.

5: Strandløverne - Strandpark med strandkirke

Amager Strandpark byder på nærmest sydeuropæisk stemning i løbet af sommeren. Her strømmer strandløverne til for at kaste sig i Øresunds kolde bølger. Ikke langt fra strandparken ligger Sundkirken. Hvis strandløverne ikke har råd til softice fra boderne på stranden, så kan de fint kigge indenfor i Sundkirken på vejen mod Nettos lidt billigere sodavandsis.

Der er ingen dresscode i strandkirken på Amager Strand. Strandløver er velkomne.

Sundkirken er en forholdsvis ung kirke fra 1956, da indbyggertallet på Amager begyndte at skyde i vejret. Kirkefondet – som har skaffet penge til mange af Københavns kirker – skaffede pengene, A.P. Møllers fond skaffede en klokke, og ØK skaffede teaktræ til kirkens møbler. Sundkirken er altså virkelig en kirke for søens folk – og der er da også et kirkeskib – men den store attraktion er altertavlen: en lysskulptur inspireret af rosenblomstens former.

De strandløver, som ikke magter at vove sig mere end få meter væk fra stranden, kan nyde godt af ”strandkirken”, som er en særlig service til strandløver på Amager Strand i løbet af hele sommeren. For enden af Øresundsstien slår kirken et telt op og byder alle velkommen til en snak, historieoplæsning til små strandløver, yoga, fællessang og hygge.

Den lukkede kirke

Helligåndskirken holder (lang) ferie

En af Københavns mest besøgte kirker er lukket helt frem til julen 2025. Helligåndskirken midt på Strøget skal nemlig gennemrestaureres. Læs mere om det lige her: Helligåndskirkens lange ferie