Fortsæt til hovedindholdet

Stiftsrådets opgaver

Stiftet har faste og lovbestemte udgifter til drift af kirkerne. Men en lille del af indtægten kan Stiftsrådet selv bestemme over: Det bindende stiftsbidrag.

Stiftsrådet fastsætter, hvor stor en del af den lokale kirkeskat, der skal gå til det bindende stiftsbidrag (dog højest 1 procent) og beslutter, hvad beløbet skal bruges til.

Stiftsbidraget kan anvendes til aktiviteter inden for følgende områder:

  • Kommunikation mellem stiftet, menighedsråd og provster
  • Formidling af kristendom
  • Udviklingsprojekter inden for undervisning, diakoni, IT, medier, kirkemusik og lignende, herunder analyser til forberedelse af sådanne projekter
     

Stiftsrådet varetager desuden forvaltningen af stiftsmidlerne, som er kirkernes formue. Den består blandt andet af midler fra salg af ejendomme og indbetalinger til gravstedsvedligeholdelse.

Stiftsmidlerne udlånes til kirker og præsteembeder, og det er stiftsrådet, som fastsætter både indlåns- og udlånsrente af midlerne.

Stiftsrådet kan tillige rådgive biskoppen om kirkelige forhold, herunder kirkelige fællesopgaver og strukturforhold, ligesom stiftsrådet på eget initiativ kan tage sager af betydning for stiftet op til en fælles drøftelse på stiftsrådsmøderne.

Det er stiftsrådet, der sammensætter udvalgene og beskriver deres formål.

Om stiftsrådets øvrige opgaver og forvaltning i stiftsrådets forretningsorden

Vision

Vision for arbejdet på tværs i Københavns Stift og i nedsættelse af stiftsudvalg.
Gældende fra 7. marts 2022.

Det er Stiftsrådets vision at åbne kirken for flere, være kirke i tiden, og at flere mennesker oplever den kristne tro som relevant.

Derfor vil vi gå forrest med initiativer, som – på tværs af Københavns Stift – bidrager til både at styrke det lokale kirkelige arbejde og det frivillige engagement samt til at løfte indsatser, som ikke kan løftes af de enkelte menighedsråd/provstiudvalg eller kan løftes bedre ved at forene kræfterne.

Stiftsrådet har på grundlag af drøftelserne på seminar for stiftsråd, provstiudvalgsformænd og provster vedtaget følgende seks prioriteringer:

  • Børn i kirken
  • Undervisning
  • Kirke for unge voksne
  • Kirkens social arbejde og socialetik
  • Kirke for mennesker med anden sproglig eller kulturel baggrund end dansk
  • Kommunikation