Biskop om dobbelt medlemskab: Jeg vil ikke møde kristne fra andre kristne traditioner med mistanke

Det dobbelte medlemskab er en håndsrækning til livet mellem identiteter og med forskellige identiteter, skriver Københavns biskop, efter at Landsforeningen af Menighedsråd har taget afstand fra biskoppernes anbefaling.

Jeg vil ikke møde kristne fra andre kristne traditioner med mistanke. Derfor synes jeg, at det dobbelte medlemskab også hører til en evangelisk-luthersk identitet i 2025. 

Min evangelisk-lutherske baggrund, der kommer til udtryk i tro og kultur, har givet mig den gave at have tillid til, at der er mening i tilværelsen bagved absurditeterne. Den mening er tydeligst udtrykt i Jesus fra Nazaret. Den fortælling får mennesker på benene, både når glæde og sorg overmander os.

Det var fantastisk i sin tid at snige sig ind i Vor Frue Kirke uden noget videre kendskab til kristendommen og mærke den imødekommenhed, der stod som en åben himmel over rummet.

Arkitekturen antydede en uendelig og monumental storhed. De lyse farver gjorde kirkerummet stort, og der blev peget på, at man ikke behøvede at være bange for hjørner og skygger. Der var figurer, der pegede på lange historier og store fortællinger. Musikken strakte sig ud med sine toner og gjorde rummet stort og majestætisk, trak det sammen og blev intimt og alt derimellem. Salmebogens poesi sendte tanker rundt i sindet, og på prædikestolen stod én og talte, og jeg forstod egentlig ikke, hvor vi kendte hinanden fra; men han vidste, hvad der skete i mine tanker. Han talte ind i tiden.

Tilværelsens mening kræver ikke partibog

Jeg fik en anelse om, at i tilværelsen er der meget på spil, og der hviler en evig mening i verden, over verden og under verden. Den mening udtrykkes ikke ved forbeholdenhed eller ved smålighed. Det er ikke en partibog, der skal være i orden, og det er slet ikke en grønspættebog, hvor man vinger troens lærdomme af (så fine og interessante og nødvendige de end er udtrykt af mennesker i løbet af kirkens historie). 

Denne uendelige imødekommenhed, denne befrielse fra kulturens og de sociale omstændigheders begrænsende fordomme – det, som vi i kirken kalder nåde – samlede sig i mennesket, menneskesønnen Jesus fra Nazaret. Han bevæger sig mellem guddommelighed og menneskelighed. Han går ved siden af og foran.
Jeg er så taknemmelig for folkekirkens åbenhed, for storsindet og for alt det, jeg har lært om liv og fortid, der får mig til at håbe på fremtiden.

Folkekirken har lært mig storsind

Dejligt at vide, at der er en institution, der ikke spørger om adgangstegn. Jeg kan gå til koncert, foredrag, rejse med på ture. Der er babysalmesang, sorggrupper og filmklubber. Jeg har aldrig hørt om, at et menneske, som har opsøgt en præst for en samtale, er blevet afvist.

Min demokratiforståelse er påvirket af det storsind, folkekirken har lært mig. Det er troen, der giver mig et håb om mennesker og for os. Samtalen i et demokrati er i vores sammenhæng bundet til den tillid og tiltro, at den anden ikke vil mig det ondt. Tilliden er bundet op på bønnen om tilgivelse af mig og min tilgivelse af mine modstandere. Det er arbejdsomt, og det er en protest imod mørket, forstokkelsen og fordommene.

Den imødekommende og tilgivende Gud

Den by, jeg bor i, er fyldt med nationaliteter, andre kristne traditioner, mange sprog. Her er mange mennesker, der lever med identiteter og mellem identiteter, og de kan være både kulturelle, sociale og sproglige.

Det dobbelte medlemskab er en håndsrækning til livet mellem identiteter og med forskellige identiteter. Selvfølgelig skal der laves lovgivning, der forhindrer misbrug. Der må ikke blive lavere til loftet. Et lille skridt på vejen er det at gøre det muligt for kristne fra de traditioner, som vi har aftaler med. 

Men det er et meget lille skridt, og det omfatter kun europæiske protestantiske traditioner. Jeg ville ønske, at medlemskabet også kan være en mulighed for vores ukrainske medborgere, for armeniere her i landet, ja, for alle dem, der allerede er dobbelte medlemmer, men ikke har meddelt dette.

Det karakteristiske for evangelisk-luthersk teologi er koncentrationen på den imødekommende og tilgivende Gud, og det skaber tillid og tolerance mellem mennesker. Det karakteristiske er åbenheden og friheden og protesten. Det er ikke kun et teologisk perspektiv. Det er både demokratisk, politisk og kulturelt.