Folkekirken: For tolerant over for de intolerante?

Folkekirken skal udvikle sig i takt med samfundet, lyder det. Hvordan kan det så fortsat være muligt for præster at nægte at vie fraskilte eller par af samme køn? Spørgsmålet er, om den teologiske rummelighed skaber for stor afstand mellem befolkningen og folkekirken. Går folkekirkens rummelighed for vidt?

De skaber jævnligt overskrifter i medierne: Sager, hvor præster afviser at vie et LGBT+-par – eller taler imod den frie abort. Det handler ganske vist om få præster, men kontroversielt når man taler 2025. Sidstnævnte var en historie i TV2 i efteråret, hvor et indlæg mod fri abort i et beskedent kirkeblad, der blev bakket op af en bornholmsk præst, fik stor opmærksomhed.

I folkekirkelige kredse ved man godt, hvorfor dette er muligt: Det handler om den rummelighed, som folkekirken har. At man spænder teologisk bredt, fordi folkekirken er drevet af mennesker, der forstår troen på forskellig vis. Vi er alle fortolkere af kristendommen inden for den evangelisk-lutherske tradition, der er ikke en ærkebiskop i toppen, som bestemmer, hvordan vi skal tro.

Side om side med denne forståelse er der den brede folkelige forståelse af folkekirkens rummelighed: At folkekirken er mangfoldig, der er plads til alle slags mennesker. Alle er velkomne, og der er ingen fordømmelse af nogen. Folkekirken skal så at sige være et rart sted at være for alle. Den opfattelse af folkekirkens bredde kan nemt kollidere med den teologiske rummelighed, hvor præster jo netop kan afvise at medvirke til en kirkelig handling, hvis deres fortolkning af kristendommen ikke giver plads til fx at vie et LGBT+-par eller fraskilte.

”Rummeligheden er vigtig at bevare for at sikre elasticiteten i folkekirken og ikke mindst i forhold til det demokratiske perspektiv. At folkets kirke afspejler alle de holdninger, der er i samfundet,” siger Birgitte Kvist Poulsen, provst i Holmens og Østerbro Provsti.

Plads til både stor og lille tro

Samtidig må folkekirken ikke eksistere fuldkomment efter sine egne regler. Der er jura, der skal overholdes – fx om ligebehandling af kvinder og mænd. Og der er samfundets normer, som man også skal udvikle sig i takt med. Ellers risikerer man, at folket bliver afkoblet – at man ikke længere er folkekirke.

”Forbindelsen mellem folk og kirke er helt central,” forklarer Mikkel Gabriel Christoffersen, lektor ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. ”Kristendommen skal tage farve af folket – og omvendt – fordi kirken udgøres af det folk, man er kirke for.”

Han mener, at der er flere måder at forstå folkekirkens rummelighed på. Den, som faglitteraturen kalder den horisontale: At der er de forskellige teologiske holdninger – grundtvigianere, Tidehverv, Indre Mission, aktivister o.a. Og den vertikale: Der er plads til både den store tro – den faste kirkegænger, der er godt inde i teksterne og kender alle salmerne. Og den lille tro – dem, der synes, at folkekirken er en vigtig kulturinstitution, og som i visse sammenhænge vælger at bruge den, som fx juleaften eller i forbindelse med begravelse.

”Grundlæggende handler den vertikale rummelighed om, at enhver har ret til at få sit barn døbt uden at blive målt på sin tro. Medlemmerne skal ikke tro på en bestemt måde, de kan tro, som de vil, det bliver ikke kontrolleret.” Det er en af de vigtige forklaringer på, at et meget stort flertal af danskerne er medlemmer af folkekirken, mener han.

Synliggør uenigheden

Udfordringen for folkekirken er, at medlemmerne bredt forstået ikke nødvendigvis kender til eller har forståelse for den brede teologiske rummelighed.

”Præmissen for fx at kunne rumme abortmodstand hos en præst er, at man tager den teologiske debat meget åbent. Hvis folkekirken skal kunne tåle disse svære holdninger, så er det meget vigtigt, at andre går i debat og viser uenigheden tydeligt. Altså, at præster, der ikke deler disse holdninger, tager til genmæle. Ellers bliver der tegnet et billede af folkekirken, som kan få folk til at melde sig ud,” mener Mikkel Gabriel Christoffersen.

Birgitte Kvist Poulsen er enig i, at det er centralt at synliggøre de teologiske uenigheder. Og at italesætte, at det er en styrke – folkekirken bliver på den måde en rollemodel for det demokratiske samfund: Man er fælles om at være forskellige, enige om at være uenige.

”Der er virkelig brug for at tale om vores uenigheder mere åbent, det har været min kæphest i mange år! Jeg forsøger ofte at forklare det, som jeg ville sige det på et værtshus: At der er frihed for Loke såvel som for Thor, der skal være plads til forskellige synspunkter. Og vi er samlet i et kristent fællesskab inden for samme opfattelse af Bibelen som bekendelsesskrift.”

Nej til fraskilte

Når en præst afviser at vie et par af samme køn ud fra sin teologiske overbevisning, så bør præsten oplyse parret om, hvilken kollega der vil vie dem, og at de naturligvis godt kan blive viet i folkekirken og i deres lokale sognekirke.

”At udbrede denne oplysningspligt er altafgørende for folkekirken, så man undgår, at par af samme køn skal gå fra dør til dør,” siger Mikkel Gabriel Christoffersen.

Præster kan også nægte at vie fraskilte ud fra samme teologiske argumentation: At ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud og ikke må opløses. Men samtidig er folkekirken forpligtet til at være i kontakt med folket, hvor skilsmisseprocenten i perioder har været over 50 procent. Er det ikke et problem for folkekirken?

”Jeg er i tvivl,” lyder det fra Mikkel Gabriel Christoffersen. ”På den ene side står den horisontale rummelighed, der sætter pris på kirkefællesskab, også med den kirkelige højrefløj med den store tro, inklusive troen på, at skilsmisse er synd. På den anden side kan diskrepansen mellem kirke og folkets virkelighed blive for stor. Kontakten med folket bliver udfordret af den teologiske bredde, så folk med den lille tro stemmer med fødderne: Når skilsmisse er så udbredt, kan det være svært at se sig selv i et fællesskab, hvor enkelte mener, at skilsmisse er synd.”