Diagnoser - The new normal

Flere bliver psykisk syge og får en diagnose og behandling, men kan mere utilpasset og dysfunktionel adfærd ses som et udtryk for, at vi har brug for en ny forståelse af, hvad der er normalt? Debatten om en voldsom stigning i psykiatriske diagnoser rejser flere spørgsmål: Har vi fået et diagnosesamfund?

Engang oversatte man drillende diagnosen ADHD med: ”Alle Drenge Har Det”, men nye tal, der viser, at også tallet for kvinder er stigende, får flere til at sige: ”Alle Damer Har Det.”

Nu gælder det begge køn og også de voksne. På bare tre år er antallet af medicinerede voksne af begge køn med ADHD steget markant. I 2024 tog 101.240 voksne danskere ADHD-medicin, dobbelt så mange som i 2021. I alt har 3-4 procent af den voksne befolkning fået en diagnose på sygdommen, men nye tal skønner, at det gælder langt flere. Se faktaboks.

Man fristes næsten til at sige, at diagnoser er så udbredte, at det er blevet The New Normal. Eller sagt på en anden måde, er vores normalitet anno 2025 blevet mere rummelig og indeholder flere adfærds-forstyrrelser spændende fra ADHD, autisme og panik-angst til lettere depressioner. For er de omtalte diagnoser blevet et mode-fænomen

I dag vurderer man, at lidt flere mænd end kvinder har ADHD. Men hvor de fleste drenge får deres diagnose, før de er 10 år, er de fleste piger langt oppe i teenageårene. Hvis de overhovedet får diagnosen. Det kan skyldes, at flere kvinder end mænd har ADD, ”den stille udgave”, og at de generelt er mere indad- end udadreagerende.

Samtidig presser vores store opmærksomhed på ADHD-diagnoser voksenpsykiatrien for udredning, diagnostik og medicinering.

Der er blandt fagfolk ikke tvivl om, at reelle diagnoser skal accepteres og behandles, men hvordan skelner man mellem dem og det udvidede normale? Den seneste tids debat har især drejet sig om, hvor meget samfundet skal hjælpe og økonomisk støtte folk med diagnoser, eller om deres anderledes adfærd skal kunne accepteres og være en del af ”det nye normale”.

Kaos på gulvet

”Man skal vide, at ADHD er en opmærksomhedsforstyrrelse, hvor man den ene dag kan have superkræfter, og den anden dag ikke kan overskue de mindste ting: Jeg kan fx finde på virkelig kreative og nye arrangementer i kirken. Det er ”den gode ADHD”, som jeg kalder den.

Men her for nylig hev jeg så alle bøgerne ud af reolen på mit kontor, jeg havde baby-billeder af mine børn stående; de er store nu, og der skulle ryddes op. Da alle bøger og billeder lå hulter til bulter på gulvet, fik jeg lyst til at sætte mig ned og tude, fordi jeg ikke kunne overskue det, jeg måtte have hjælp fra min skønne kirketjener, som heldigvis ved, hvad jeg har svært ved,” fortæller Helena Hauge, sognepræst i Davids Kirke på Østerbro.

Som ung måtte Helena Hauge erkende, at hun havde ADHD.

”Jeg kunne nærmest arbejde 46 timer i streg. Bagefter var jeg så udmattet, at jeg havde svært ved at finde balancen. Men at læse teologi kræver koncentration, så jeg måtte lære mig nogle strategier og nogle gange løbe ti gange rundt om bordet for at kunne læse videre.”

I dag lever Helena Hauge et fint liv med ADHD.

Præsten har en bred kontaktflade med mange forskellige mennesker og deres udfordringer. I sit lyse kontor oven på Davids Kirke møder Helena Hauge folk til sjælesorgs- og andre samtaler, og hun ser det som et fremskridt, at mange får konstateret ADHD.

”Det er udmærket, at folk får diagnoser; det er jo ikke løgne-diagnoser. De mennesker, jeg kender, opsøger en psykiater – ofte privat – for at forstå, at man i et helt liv har undret sig over nogle særegenheder, man har haft, og man har måske følt sig skæv på det hele. Jeg kender utrolig mange, der er i gang med en udredning,” siger hun.

”I de sidste fem år er der kommet en ny transparens, for før var det noget, man ikke talte om. Dem med ADHD blev kaldt klasse fem – altså de laveste i samfundet. Det var skamfuldt at have en psykiatrisk diagnose,” understreger Helena Hauge, der derfor hilser debatten om en mulig ny normalitet velkommen.

En af dem, der har blandet sig i den debat, er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Katrine Evelyn Jensen. Hun mener, at vi skal bringe diskussionen et andet sted hen:

”Jeg oplever, at vi lever i en tid, hvor vi ikke har et sprog for det svære i livet. Det, som er alment menneskeligt svært for os alle. Vi forklarer det ofte via det diagnostiske sprog. Vi er vant til at have kontrol over vores tilværelse, og der er høje forventninger til at få et perfekt liv. Hvis det viser sig, at man ikke kan leve op til det, så søger man et svar. Hvorfor er der smerte i mit liv? Så prøver man ofte at finde svaret i diagnosernes verden.”

Katrine Evelyn Jensen anerkender, at vi generelt er blevet bedre til at opspore psykiske lidelser og er blevet bedre til at diagnosticere mere præcist. Men tal fra Trivselskommissionen, hvor man spørger unge om, hvor mange der har en psykisk diagnose, har overrasket hende.

”Der er mange unge, der angiver, at de har en diagnose. Faktisk et langt højere antal, end der er diagnosticeret i sundhedsvæsenet. Det fortæller noget om, at vi ser vores mistrivsel gennem diagnosernes verden. Men måske der også kan være andre faktorer på spil, som vi glemmer at tale om. For eksempel har teenagere aldrig sovet så dårligt som i dag. Det påvirker blandt andet vores koncentrationsevne."

Der er tilsyneladende et misforhold mellem det eksakte antal af unge, der får en diagnose, og de unges egen opfattelse af, at de lider af en psykisk sygdom. Det kan måske forklare noget af den øgede mistrivsel.

Katrine Evelyn Jensen nævner som eksempel skærmene, som, hun mener, stjæler vores opmærksomhed, koncentrationsevne og nærvær.

”Det er vigtige menneskelige kompetencer, der går tabt. Vi undervurderer det problem, og jeg tror, at det kan ses i stigningen i diagnoserne.”

I dag er det ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed ikke muligt at få slettet diagnosen fra sin journal, hvis man er blevet rask – uanset om det er en psykisk eller fysisk sygdom. Det er dog muligt at få skrevet i journalen, at man ikke længere har symptomerne. Men det kan være svært at få adgang til en ny vurdering fra en psykiater, så det sidste er lettere sagt end gjort.

”Vi skal huske på, at en diagnose oftest er en livslang følgesvend, man ikke bare kan komme af med igen. En del unge og voksne er kede af den diagnose, de fik i deres barndom eller ungdom. De bliver begrænset og føler ikke længere, at den passer til dem. Jeg synes ikke, at deres stemmer fylder nok i debatten om stigningen i antallet af diagnoser," lyder det fra Katrine Evelyn Jensen.

Udviklingen i diagnoser

Speciallæge i psykiatri og tidligere forperson for Psykiatrifonden Anne Lindhardt er ikke begejstret for det stigende antal diagnoser:

”Flere og flere voksne – som udefra set er velfungerende, men oplever mistrivsel – diagnosticeres ofte med ADHD og får medicin for det. Det er ikke kun et spørgsmål om sygdommen. Det er også et spørgsmål om, hvordan samfundet og kulturen er struktureret. Tidligere var det skambelastet og stigmatiserende at have en psykisk sygdom, men det er helt anderledes i dag. Vi har altid kendt til populære diagnoser, og ADHD er i højeste grad blevet populær; den er i kraftig stigning sammen med autisme, stress og traumer.”

Den bemærkelsesværdige stigning hos voksne med diagnoser skal ses ud fra et samfundsperspektiv, som Anne Lindhardt forklarer:

”Det skyldes formentlig, at mange voksne oplever en utilstrækkelighedsfølelse i deres liv. Det er både de ydre krav og de krav, vi stiller til os selv, der er alt for store. Vi ønsker at være perfekte og skal leve op til mange ting, og så får vi det svært. Vi mangler tålmodighed over for, at livet ikke altid er så nemt.”

Hun nævner som eksempel, at vi gerne vil fremstå perfekte og lave pragtfulde retter og bage kager, selvom børnene står og hyler og kræver opmærksomhed.

Anne Lindhardt mener, at psykiske lidelser til alle tider er markører for, hvordan et samfund udvikler sig. Der er en tæt sammenhæng mellem diagnoser og diagnosernes udtryk; de skifter også over tid.

”I gamle dage var man neurotisk, i dag er man opmærksomhedsforstyrret, og for at sige det firkantet, er der rigtig meget, man skal være opmærksom på i dag for at kunne klare sig. Det passer nogle godt, andre slet ikke.”

Hjerneforskningen har de senere år også vist, at vores børnebørns hjerner udvikler sig anderledes end vores.

”Man har et nyt begreb: neurodivergens. Det er et forsøg på ikke bare at stille diagnoser, men også at prøve at forstå, at vi er udstyret med forskellige typer hjerner og dermed måder at opfatte verden på. Nogle har brug for ro og struktur, og andre trives meget godt i zapper-livet, hvor man hele tiden er på.”

På det større plan mener Anne Lindhardt, at vi i dag er sociale på en anden måde, hvor vi selv er mere i centrum. Det skyldes udviklingen de sidste halvtreds år, fx har den øgede globalisering øget den enkeltes behov for at føle tryghed. Samtidig er ønsket om tilhørsforhold stigende; vi forsøger at vende tilbage til gammeldags idealer, fordi vi oplever, at vi er mere rodløse.

”Vi har fået en selv-opmærksomhed på, hvordan vi virker på andre, og hvordan vi reagerer. Desuden har vi fået mindre opmærksomhed på omverden og derfor mere på vores egen færden. Når optagetheden så gælder os selv, så giver det en øget belastning.”

Se udad ikke indad

Der er en klar bagside ved, at vi fokuserer så meget på diagnoser. Den holdning deler sognepræst Helena Hauge:

”Der er kommet en slags ny erfaret følsomhed. Jeg oplever især, at det sker for kvinder i 40-50-årsalderen, der får tid til at se på sig selv. Vi sidder sammen i netværk og mærker efter: ’Er vi gode nok, er vi tilfredse med livet, og hvor skal vi hen nu?’ Jeg har selv oplevet det, da jeg var med i et netværk. Jo mere jeg selv mærkede efter, jo mere opdagede jeg, at jeg ikke fandt ud af en skid. Jeg blev ekstremt selvoptaget og fik enormt ondt alle vegne i kroppen,” ler hun opgivende.

Ifølge Helena Hauge har kvinder det svært med kontrol-tab. Hun taler med mange kvinder, hvor kontrol er et kæmpe issue; en frygt, der nemt bliver til angst.

”Hvis jeg bare har kontrol over mit liv, så er der ingen, der kan komme efter mig. Hvad sker der, hvis mit hjem er rodet? Hvad sker der, hvis jeg lader aftensmadsbordet stå og rode? Jeg bliver først rolig, når jeg har kontrol over mit liv. Jeg skal træne, gå til yoga, og det er så anstrengende med alt det, man skal leve op til.”

Det vidner om en stor selvoptagethed, for hvornår investerer vi os selv i vores omverden, spørger hun.

”Jeg vil hellere sige: Træk nogle grænser, og lær at sige nej. Den dér søgen efter indre fred, den skal vi glemme. Vi skal se mere ud i verden og mindre ind i os selv.”

Hvordan diagnose-samfundet påvirker vores menneskesyn, har længe optaget Helena Hauge:

”En diagnose er kun en del af et menneskes identitet, for vi er mere end diagnosen, vi er skabt i Guds billede. Når det handler om folks genvordigheder og spekulationer, om de har en diagnose, så peger jeg på, at vi alle er elsket som dem, vi er. Der skal være plads til, at du er anderledes, for du må gerne være forkert, du er i alle tilfælde set og elsket af Gud.”

Helena Hauge sammenligner med andre sider af vores identitet, som når folk fx kommer og vil tale om skyld og skam, så siger hun ikke, at de ikke har gjort noget galt:

”Jeg tager ikke skylden fra dem, men vi taler om, hvordan de kan lære at leve med det, der er svært. Det gælder også diagnoserne. Vi må finde en måde at leve med det, der gør ondt. Det er en del af at være menneske. Hvis vi kan acceptere det, så kan vi få det bedre.”