Demokratiet og den svære samtale

Vi har det med at have gode samtaler, og folkekirken er ingen undtagelse. Vi kalder det endda ’Den gode samtale’. Det er godt, at vi kan udveksle erfaringer, perspektiver og verdenssyn på kryds og tværs. Men ofte, når vi har taget den gode samtale, risikerer vi at camouflere, at der nedenunder ligger en svær samtale, som vi aldrig nåede ind i. Vi turde ikke.

Om det er uopmærksomhed, uvidenhed, forlegenhed, konfliktskyhed eller alt mulig andet, vil jeg ikke gøre mig til dommer over, og jeg freder slet ikke mig selv. Det siger sig selv, at den svære samtale er næsten uovervindelig svær, og derfor er det både naturligt og forståeligt instinktivt at søge udenom.

Bevares – jeg kan ikke vide mig sikker på, hvem ’vi’ er, for der er utvivlsomt nogen, der ikke kan spejle sig i ovenstående beskrivelse. Min egen erfaring med at gå udenom er jeg ikke ene om, og derfor træder jeg et skridt frem. For at den gode samtale også tør blive den svære, må vi træde et skridt frem fra dér, hvor vi står.

Hvorfor tage det op nu? Fordi jeg kan mærke min utålmodighed. Både i det store og i det små. Vi har levet årtier i fredstid, men verden omkring os og samfundet har ændret sig, og vi har ikke tid til at gå udenom mere. Det gælder også, når vi taler om følelser. Vi er ikke blot intellektuelle individer. Følelserne kan og må vi ikke glemme. Vi mærker hinanden, uanset om vi italesætter det eller ej.

Der ligger udfordringer foran os, som kun bliver større, hvis vi ikke forholder os til dem. Den megen snak om åndelig oprustning afspejler, at der tilsyneladende er en tiltagende længsel efter mening, fællesskab og sammenhængskraft. Med andre ord folkekirkens kernekompetence, og derfor den naturlige facilitator af netop det. Men hvad er det så, man får? Er vi tydelige nok om det?

Vi rummer præster, der ikke vil vie homoseksuelle. En homoseksuel præst afholder børnepride. Menighedsråd, der ikke kan se kvindelige præster for sig i et stift, hvor biskoppen er gået forrest i at få ændret loven, så menighedsråd nu ikke længere må fravælge præster på grund af køn. Vi rummer det hele, og det må være forvirrende, men lad os sammen blive i uenigheden, så vi sammen kan blive forvirrede på et højere niveau. Både i det store og i det små.

Hvis vi giver et rum til, at vi kan fortælle ærligt, hvorfor vi gør, som vi gør – også når vi taler om de holdninger, som vi nærmest ikke kan rumme – vil det spille positivt ind i den virkelighed og det samfund, vi bygger sammen. Dem, der er bange for at indrømme fejl, gør ikke kun vold på sig selv, men på hele fællesskabet, for det kan vække vreden i alle, når virkeligheden forvrænges.

Sammen skal vi turde den svære samtale, for her ligger i bund og grund den virkelig gode.

God læselyst!

Biskop Peter Skov-Jakobsen