Fortsæt til hovedindholdet

Job posting

Folkekirken for Internationals
Kommunikationsmedarbejder til udviklingsprojekt – 15 timer – dansk/engelsk

Kommunikationsmedarbejder til udviklingsprojekt – 15 timer – dansk/engelsk

Har du lyst at lave professionel kommunikation om livets helt store spørgsmål? Trives du med projekter i udvikling? Taler du flydende engelsk? Og interesserer du dig for kirke og kristendom?

Så er du måske vores nye kollega i projektet ”Folkekirken for Internationals” (FFI), der arbejder for at åbne folkekirken for hovedstadens mange udlændinge med kristen baggrund.

Flere og flere kristne udlændinge kommer til Danmark som enten arbejdstagere eller studerende, og kirkerne i København arbejder med at styrke det kirkelige arbejde blandt mennesker med anden sproglig og kulturel baggrund end dansk.

Dine vigtigste opgaver bliver at

· samle og holde overblikket over vores mange aktiviteter

· lave plakater, flyers, videoer og tekst/billed-opslag på sociale medier

· deltage i udvikling af fængende måder at formidle kernen i vores budskaber på

· deltage i udvikling af relationsbåret kommunikation til målgruppen

Du vil blive ansat i Vesterbro Sogns kommunikationsteam, og de fem kolleger her vil være dine nærmeste sparringspartnere i hverdagen. Du vil desuden samarbejde tæt med kommunikationsafdelingen i Københavns Stift og ikke mindst præst og projektmedarbejder i Folkekirken for Internationals (FFI). Det er en vigtig del af opgaven, at du kan samle og holde overblik over information, der kommer mange steder fra, og det er vigtigt, at du kan holde hovedet koldt og hjertet varmt, når ting tager en ny drejning. FFI er et udviklingsprojekt, og du skal bidrage til at finde nye veje for relationsbåret kommunikation til målgruppen. Vi taler dansk med hinanden i hverdagen, men al formidling sker på engelsk.

Det er nødvendigt at du…

· er flydende på engelsk i skrift og tale

· har en relevant kommunikationsuddannelse

· er interesseret i kristentro

…og en fordel hvis du

· selv har boet i udlandet eller har personlige erfaringer med expats i Danmark

· har erfaring med formidling af værdibårne budskaber

· har arbejdet med indhold til sociale medier

· har erfaring med InDesign

· er fleksibel ifht. arbejdstider da aften- og weekendarbejde kan forekomme

FFI arbejder udviklingsorienteret med at opbygge et nyt fællesskab for expats. Der er tale om et forsøgsprojekt, og stillingen er derfor tidsbegrænset frem til udgangen af 2027 – med mulighed for forlængelse, hvis projektet forlænges.

Du vil få et job med stor selvtilrettelæggelse og fleksibilitet indenfor rammerne, og vi forestiller os, at du har et andet fleksibelt deltidsjob eller er selvstændig freelancer ved siden af.

Spørgsmål Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte præst i FFI Maria Fihl mabf@km.dk eller kommunikationschef Birgitte Schmidt Andersen bsa@folkekirken-vesterbro.dk, 6135 3404. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte administrationschef Randi Stenholt-Jacobsen på telefon 2311 5606.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10-Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10-Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirkekulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for sognemedhjælpere.

Der vil blive tilknyttet rådighedstillæg og -forpligtelse til stillingen.

Menighedsrådets forslag til lønniveau er 12.997,89 kr. månedligt ved ansættelse på 15 timer om ugen (nutidskroner).

Vi indhenter børneattest i forbindelse med ansættelsen.

Ansøgning

Du kan sende din ansøgning via dette link senest torsdag den 22. februar 2024. Af hensyn til, at vi kan modtage din ansøgning og evt. vedhæftninger, skal alle filer være i pdf-format.

Samtaler vil finde sted 28. februar 2024. Ansættelse vil ske snarest derefter. Læs mere her https://kobenhavnsstift.dk/folkekirken-for-internationals