Stiftsrådet

 


Efter Kirkeministeriets godkendelse nedlægges Stiftsøkonomiudvalget i en forsøgsperiode på fire år fra 1. april 2005 til 31. marts 2009, og i stedet oprettes et stiftsråd i Københavns stift.  

Det er stiftsrådets formål at styrke folkekirkens liv og vækst, bl.a. ved inddragelse af lægfolket i de generelle overvejelser på stiftsplan om kirke­livets udvikling og fremme dialogen mellem stiftsøvrighed, provstiudvalg og repræsentanter for præster og menighedsråd om de fælles stiftsanliggender.  

Rådet varetager følgende opgaver: 

  • at rådgive biskoppen og stiftsøvrigheden om kirkelige forhold af betydning for stiftet som hel­hed, herunder kirkelige fællesopgaver, ressourcefordeling og strukturforhold (dog med undtagelse af forhold under det gejstlige tilsyn).
  • på egen foranledning og efter eget ønske at tage sager op af betydning i stiftet til en fælles drøftelse og eventuelt at udtale sig herom.
  • at følge stiftsmidlernes administration og drøfte retningslinjerne for lån i stiftsmidlerne (det tidligere Stiftsøkonomiudvalgs opgave).
  • at rådgive Stiftsøvrigheden i de generelle retningslinjer for Stiftsøvrighedens behandling af sager vedrørende kirkebygningerne.
  • at være det organ, stiftets udvalg refererer til (dog ikke det Mellemkirkelige Stiftsudvalg, som har sit eget lovgrundlag) og at drøfte udvalgenes arbejde.
  • at rådgive biskoppen om nedsættelse og opløsning af stiftsudvalg (dog ikke Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg).  

Rådet består af i alt 21 medlemmer (12 læge og 9 gejstlige) i form af et lægt menighedsrådsmedlem fra hvert provstiudvalg (i alt 12 medlemmer), 5 præster, 2 provster, domprovsten, samt biskoppen og stiftamtmanden.  

Stiftsøvrigheden er sekretariat for stiftsrådet og skal indkalde stiftsrådet til møde mindst to gange årligt.

Læs her forretningsorden for Stiftsrådet