Referat af stiftsrådets møde
den 29. september 2009 i Helligåndshuset.
|
I mødet deltog:
Fraværende: |
Jens William Grav – Amagerbro provsti Margrethe Løndorf Winther-Nielsen – Bispebjerg- Brønshøj provsti Anette Kaas – Bornholms provsti Arthur T. Mønsted – Holmens provsti Svend Bjerregaard Hovard – Nørrebro provsti Birgitte Ulla Poulsen – Vesterbro provsti Inge Lise Pedersen – Frederiksberg provsti Torben Larsen – Valby-Vanløse provsti Anne Dorte Schwarz-Nielsen – Vor Frue provsti Ole Erhardt Pagels – Østerbro provsti Sognepræst Peter Møller Jensen – Kreds 1 Sognepræst Helle Krogh Madsen – Kreds 2 Sognepræst Niels Henrik Lyngbye – Kreds 3 Provst Finn Vejlgaard Provst Erik Balslev-Clausen Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen Biskop Peter Skov-Jakobsen
Tom Allan – Amagerland provsti Sognepræst Søren Sievers – Kreds 2 Domprovst Anders Gadegaard |
I mødet deltog endvidere fra stiftsadministrationen stiftskontorchef Helle Ostenfeld, økonomifuldmægtig Hans Nielsen og stiftsfuldmægtig Anne Margrethe Andersen.
For mødet var fastsat følgende dagsorden:
1. Godkendelse af dagsorden.
2. Fælles kapitalforvaltning.
3. Stiftsmidlerne.
a. Status for stiftsmidlerne for 2009.
b. Ansøgninger om frigivelse af stiftsmidler/lån af stiftsmidlerne.
Orientering om ansøgning fra Vesterbro Bykirke om frigivelse af midler fra salg af 3 tjenesteboliger i provstiet til køb af ny tjenestebolig til brug for sognepræsten med primær tilknytning til Enghave kirke.
4. Henvendelse fra Studentermenigheden i København om den fremtidige finansiering af studentermenighedsarbejdet.
5. Henvendelse fra Rosenvængets sogn vedrørende provstitilhørsforholdet til Østerbro provsti samt henvendelse fra Rita O’Connor m.fl. vedrørende udskillelse af det tidligere Davids sogn fra Rosenvængets sogn.
6. Opsamling af erfaringer i forbindelse med de gennemførte sogne- og pastoratsændringer.
7. Status over stiftsrådets arbejde i perioden 2005-2009.
8. Siden sidst.
a. Orientering om valg til stiftsrådet.
b. Orientering fra Stiftsudvalget vedrørende økonomi vedr. bindende stiftsbidrag.
c. Orientering i øvrigt
9. Kommende møder i det nyvalgte stiftsråd.
10. Eventuelt.
Som bilag til dagsorden var medsendt de modtagne henvendelser fra Studentermenigheden, Rosenvængets sogn og Rita O’Connor.
Inge Lise Pedersen lykønskede indledningsvis Peter Skov-Jakobsen med valget som ny biskop over Københavns stift.
Ad 1. Godkendelse af dagsordenen.
Dagsordenen blev godkendt uden bemærkninger.
Ad 2. Fælles kapitalforvaltning.
Arthur T. Mønsted oplyste, at det desværre havde vist sig nødvendigt på ny at sende kapitalforvaltningsopgaven i EU-udbud, da tilbudsgiverne ikke opfyldte de stillede krav efter 2. udbudsrunde. Det drejede sig primært om manglende sikkerhedsstillelse for den kapital, der skal forvaltes af de to kapitalforvaltere. Ved den nye udbudsrunde vil der blive stillet skærpede og meget detaljerede krav, som både de kommende kapitalforvaltere selv og deres "bagland" skal opfylde, bl.a. krav til kontantbeholdninger og til depoter. Opgaven som administrator, der skal følge og kontrollere de to kapitalforvaltere, havde det ligeledes været nødvendigt at sende i fornyet EU-udbud.
Den opståede forsinkelse og behovet for yderligere juridisk og teknisk bistand forbindelse med de nye udbudsrunder har medført, at det oprindelige overslag over de forventede udgifter i forbindelse med udbud og overgangsfase ikke har kunnet overholdes. Der forelå endnu ikke et endeligt estimat over de yderligere udgifter, idet der først skulle være møde i bestyrelsen for Den Fælles Kapitalforvaltning den følgende dag. Arthur T. Mønsted forventede i den sammenhæng, at merudgifterne ville blive fordelt på samme måde som det oprindelige indskud til ordningen, dvs. i forhold til størrelsen af den kapital, der indskydes. Som følge af de opståede forsinkelser forventede Arthur T. Mønsted endvidere, at overførsel af midler fra stifter til forvaltere tidligst ville kunne finde sted i slutningen af januar 2010.
Ad 3. Stiftsmidlerne.
a. Status for forvaltningen af stiftsmidlerne:
Hans Nielsen uddelte en oversigt over stiftsmidlerne pr. 28. september 2009. I lighed med 2008 havde der været ført en konservativ investeringspolitik ved forvaltningen af stiftsmidlerne, og til trods for uroen på de finansielle markeder viste oversigten et samlet resultat på ca. 1/2 mio. kr. For resten af året forventedes renteindtægter og -udgifter at blive af samme størrelse som det hidtil opnåede. Et eventuelt overskud vil ligesom for 2007 og 2008 blive udloddet til menighedsrådene.
b. Ansøgninger om frigivelse af stiftsmidler/lån af stiftsmidlerne:
Der forelå ingen aktuelle ansøgninger om lån af stiftsmidlerne til behandling.
Anne Margrethe Andersen orienterede kort om en foreliggende ansøgning fra Vesterbro bykirke om frigivelse af midler fra salg af 3 tjenesteboliger i provstiet til køb af ny tjenestebolig til brug for sognepræsten med primær tilknytning til Enghave kirke.
Ad 4. Henvendelse fra Studentermenigheden i København om den fremtidige finansiering af studentermenighedsarbejdet.
Efter en kort drøftelse besluttede stiftsrådet at videresende henvendelsen til budgetudvalget i København, da studentermenighedsarbejdet efter rådets opfattelse vedrører en bredere kreds end de 3 provstier, hvor arbejdet p.t. er forankret rent økonomisk.
Ad 5. Henvendelse fra Rosenvængets sogn vedrørende provstitilhørsforholdet til Østerbro provsti samt henvendelse fra Rita O’Connor m.fl. vedrørende udskillelse af det tidligere Davids sogn fra Rosenvængets sogn.
Stiftsrådet fandt ikke at være rette forum for de to henvendelser, og at en eventuel løsning på de skitserede problemer måtte findes ved biskoppens mellemkomst. Behandling af de to henvendelser blev derfor afvist.
Ad 6. Opsamling af erfaringer i forbindelse med de gennemførte sogne- og pastoratsændringer.
Provstirepræsentanterne redegjorde provstivis for de opsamlede erfaringer. Der henvises til vedhæftede bilag, hvor de enkelte oplæg er samlet.
Under sin redegørelse for Østerbro Provsti kom Ole Pagels ind på det beklagelige i, at kirkeministeren har underkendt stiftsrådets enstemmige indstilling vedrørende den overordnede struktur i Københavns stift (provstistrukturen). Dette synspunkt blev fulgt op af Finn Vejlgaard.
Ad 7. Status over stiftsrådets arbejde i perioden 2005-2009.
Inge Lise Pedersen foretog en summarisk gennemgang af stiftsrådets arbejde gennem de sidste 4 år og opridsede samtidig nogle af de opgaver, der afventer det nye stiftsråd:
· En grundigere gennemgang af stiftsudvalgene, herunder fastsættelse af antal, struktur og opgaver. En særlig opgave i den sammenhæng er stillingtagen til det mellemkirkelige arbejde på stiftsniveau, herunder om der skal nedsættes et særligt udvalg til varetagelsen af dette arbejde. Inge Lise Pedersen oplyste videre, at man på det netop af holdte møde i stiftsudvalget for økonomi vedrørende bindende stiftsbidrag havde besluttet at reservere et beløb på 100.000 kr. i budget 2010 til brug for arbejdet i de nye stiftsudvalg, der måtte blive nedsat i løbet af det kommende år.
· Videreførelse af strukturarbejdet, herunder fortsatte drøftelser om at tage kirker helt eller delvist ud af drift, evt. helt ud af folkekirkelig brug.
· Den generelle kirkelige økonomi i stiftet.
· Den kirkelige undervisning i stiftet.
Ad 8. Siden sidst.
a. Orientering om valg til stiftsrådet.
Anne Margrethe Andersen orienterede kort om valget til stiftsrådet.
b. Orientering fra Stiftsudvalget vedrørende økonomi vedr. bindende stiftsbidrag.
Inge Lise Pedersen orienterede fra det samme dag afholdte møde i stiftsudvalget for økonomi. Det var sidste møde i dette udvalg, idet opgaverne vedrørende det bindende stiftsbidrag fremover er lagt ind under det nye permanente stiftsråd. På mødet havde man dels behandlet en række nye ansøgninger om tilskud af det bindende stiftsbidrag for indeværende år, dels færdigbehandlet de tidligere indkomne ansøgninger til budgetåret 2010, hvor der som tidligere oplyst var udmeldt en samlet ramme på 3,4 mio. kr. I forbindelse med behandlingen af budget 2010 var man endvidere blevet enige om inden for den afsatte ramme at reservere dels et rådighedsbeløb til evt. nye ansøgninger i årets løb, dels et beløb til arbejdet i de nye stiftsudvalg, der måtte blive nedsat, jfr. ovenfor.
c. Orientering i øvrigt.
Der fremkom ikke bemærkninger under dette punkt.
9. Kommende møder.
I henhold til § 26 i Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 739 af 13. juli 2009 om valg til stiftsråd indkalder biskoppen til det konstituerende møde i det nye permanente Stiftsråd. Der forventes udsendt indkaldelse i sidste halvdel af oktober 2009, når fristen for indgivelse af klager over valget er udløbet. Det konstituerende møde forventes gennemført i november 2009
10. Eventuelt.
Arthur T. Mønsted oplyste, at det for en del menighedsråd, havde været vanskeligt at forstå, hvad der ligger i begrebet ”at tage en kirke ud af sognekirkelig brug”. Arthur Mønsted fandt derfor, at der burde være et ”værktøj”, der kunne bidrage til forståelsen heraf. Den af stiftsrådet i efteråret 2008 nedsatte arbejdsgruppe til belysning af spørgsmålene omkring det at tage en kirke ud af sognekirkelig brug ville derfor arbejde videre med disse spørgsmål med henblik på at kunne aflevere et materiale til det nye stiftsråd.
Peter Skov-Jakobsen understregede, at det var vigtigt også at tale om kirkens indhold. Drøftelserne måtte ikke fortabte sig i strukturspørgsmål alene, og det var således vigtigt, at spørgsmålet om kirkens indhold også afspejles i stiftsrådets dagsorden. Endvidere redegjorde Peter Skov-Jakobsen for nogle af sine overvejelser omkring den fremtidige udvalgsstruktur i stiftet, herunder nedsættelsen af bla. et religionspædagogisk stiftsudvalg til at se nærmere på hele den kirkelige undervisning/uddannelse i stiftet samt et social-etisk udvalg, som kan være med til at skabe debat og sætte etiske, sociale og politiske spørgsmål i en teologisk sammenhæng. Udvalget skal sammensættes af mennesker med samfunds-, økonomisk, politisk og juridisk viden, samt tillige teologiske eksperter. Det vil være et udvalg med et højt fagligt niveau, og som vil kunne bistå såvel biskop som stift med rådgivning og analyser.
Peter Skov-Jakobsen takkede afslutningsvis rådets medlemmer for samarbejdet i stiftsrådet, som han havde været medlem af i alle de 4 år som forsøgsperioden havde varet, først som repræsentant for stiftets præster og nu som biskop.
Der fremkom ikke yderligere bemærkninger under dette punkt.
Bilag til referat fra stiftsrådets møde den 29. september 2009: Opsamling af erfaringer i forbindelse med de gennemførte sogne- og pastoratsændringer i Københavns stift.