Udskriv
Tip en ven

Studenterpræst med slot

29. oktober 2009

Frederiksbergs ca. 30.000 studerende har fået ny studenterpræst. Og Frederiksberg Slotskirke har fået ny sognepræst. Hun hedder Charlotte Cappi Grunnet

Frederiksbergs nye studenterpræst begyndte på teologistudiet, fordi hun ikke kom ind på filosofi. Men da hun senere fik mulighed for at skifte studie, blev hun, hvor hun var, nemlig ’med hovedet i skyerne, men benene på jorden’, efter eget udsagn. Muligheden for at blive præst ville hun ikke give afkald på, og det har hun ikke fortrudt. Til gengæld ærgrer det Charlotte Cappi Grunnet, at hun tilbage i sin egen studietid ikke brugte studenterpræsten. For hun mener, at ikke mindst studerende har brug for at mærke den ro, det giver, at trække vejret gennem evighedens åndedræt.

Stærk kristendomsformidler
Charlotte Cappi Grunnet blev teolog i 1999 og kommer fra en stilling på Folkekirkens Infocenter, hvor hun på Kirkens Ugeavis, www.kirkenikobenhavn.dk, har skrevet vidt og bredt om tro, kultur og kirkepolitik i og uden for Københavns Stift. Inden da var hun i 2005 med sin familie bosat i Sri Lanka i to år, hvor hendes mand, journalist Henrik Grunnet, var udstationeret for Danida. I Sri Lanka samlede Charlotte Cappi Grunnet som frivillig sømandspræst en dansk menighed og fik gennem et samarbejde med Danske Sømands- og Udlandskirker lov til at låne en kirke i Colombo, hvor danskere kunne holde gudstjenester, dåb og komsammen omkring højtiderne. Sri Lanka betød et farvel til et job som forlagsredaktør på forlaget Alfa på Religionspædagogisk Center, hvor Charlotte Cappi Grunnet udviklede bøger og undervisningsmaterialer, der satte fokus på kristendom, både som tro, religion, etik, fortælling og kunst.

Tilbage til kirkerummet
Som nyuddannet havde Charlotte Cappi Grunnet et hjælpepræste-vikariat i Karlebo Pastorat i Nordsjælland, og med sit nye embede er hun tilbage som præst i folkekirken.
- Det er lidt som at komme hjem, fortæller hun og fortsætter:
- Forstået på den måde, at meget af det, som altid har optaget mig, og som også har været mit brændstof i tidligere jobs, er at finde formuleringer for Gud og for kristendommen, der bærer og stadig giver mening i den tid, vi lever i. Det gør jeg også som præst, men forskellen på at arbejde som præst og at have med den mere overordnede formidling, fx litterært og journalistisk arbejde, at gøre er, at som præst er jeg tæt på de livssituationer, hvor forkyndelsen betyder noget. Det kan være ved dåb, dødsfald eller i samtale med en studerende med fx eksamensangst, selvværds- og identitets-kriser eller kærlighedsproblemer. Her opstår hele tiden nye billeder på det at tro. Tovejskommunikationen, nærværet og det fælles rum med andre mennesker betyder meget for mig. Her gives sprog og krop til den ånd, der er en del af vores virkelighed og fællesskab.

At træde nye stier
Rammerne i Frederiksberg Slotskirke er velfungerende og lige til at træde ind i, mens stillingen som studenterpræst, især her i begyndelsen, kræver en del benarbejde. Tidligere studenterpræst Steffen Støvring havde som underviser hjemme på Frederiksberg Seminarium og dertil en studenterpræstestilling på 25 %. Siden er stillingen blevet opnormeret til 50 %, og det betyder, at mange nye stier skal trædes af Charlotte Cappi Grunnet, særligt uden for seminariet. Hun har allerede besøgt en række undervisningssteder og er glad og lidt forbavset over den gode modtagelse og velvillighed, hun møder.
– Jeg troede faktisk, de ville stå med døren lidt på klem, men sådan har det slet ikke været. Den åbenhed, der er, når man møder folk i kirken, er den samme, når man møder op på deres kontor, fortæller hun.

Kamp om opmærksomheden
Studentermenighedsrådet og deres nye præst har allerede bunker af gode idéer til arrangementer og gudstjenester, fx meditative gudstjenester omkring eksamenstid. Og endvidere electronica-gudstjeneste, sangaftener, pilgrimsvandring og hjemløseprojekter samt foredrag mm. Men de er klar over konkurrencen fra andre foredrag, musicalgrupper og alt det andet, som kræver de studerendes opmærksomhed non-stop.
– Udfordringen er at få sat kristendommens store fortællinger i spil på en vedkommende måde og give de studerende en oplevelse af den ro, sammenhæng og betydning, det kan give. Jeg skal bygge et nyt rum op, som taler til de unge studerende, hvoraf mange ikke har nogen trospraksis og ikke er fortrolige med gudstjenesten. Fornemmelsen for Gud har de imidlertid ikke mistet, og det er her, jeg gerne vil have dem til at opdage, at jeg er her, og at de kan bruge mig på anden måde, end de kan bruge fx undervisere, studievejledere og andre. En vigtig del af arbejdet som studenterpræst er rollen som sjælesørger, og jeg håber - gennem brug af de studerendes egne medier, fx intranet og blade samt min færden på udannelsesstederne - at blive en, de studerende genkender, og som de føler sig trygge ved at henvende sig til for både samtale og sparring, slutter Charlotte Cappi Grunnet.

Torsdag den 22. oktober blev Charlotte Cappi Grunnet indsat som studenterpræst ved en festgudstjeneste i Sct. Lukas Kirke. Her kan man fremover møde hende til gudstjenester og arrangementer for studerende fra bl.a. CBS, Life (tidl. Landbohøjskolen) og Frederiksberg Seminarium og alle andre interesserede.

Frederiksberg Slotskirkes hjemmeside
Sct. Lukas Kirkes hjemmeside

Få overblik over studenterpræsterne i Københavns Stift.
Charlotte Cappi Grunnets side er under udarbejdelse.

 

Elsebeth Grummesgaard Gjesing


Oversigt over Nyt om navne artikler
Se også

Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København