Udskriv
Tip en ven

Kirkemusik i city

11. november 2009

Trinitatis Kirkes vægt på kirkemusik og kirkens placering i centrum af København gør den til noget helt specielt, mener Birgit Bøgh Sønderrriis, kirkens nye kirketjener

Sidst vi talte med Birgit Bøgh Sønderriis, var hun, træt af de mange skift mellem fem forskellige undervisningsjobs på musikskoler i københavnsområdet, på vej mod en stilling som kirketjener i Grøndalskirken. Men da Trinitatis Kirke besluttede at opslå en nyoprettet stilling som 2. kirketjener, var Birgit Bøgh Sønderriis nødt til at søge stillingen, og den 1. november var hendes første dag i Trinitatis Kirke. 

Attraktiv arbejdsplads
– Det var tillokkende for mig at søge stillingen, fordi kirken lægger så meget vægt på musikken. Her er kantate- og musikgudstjenester, ugentlig aftensang og ugentlige koncerter. Det er skønt!
I løbet af det seneste år har Birgit Bøgh Sønderriis som kirketjener i Grøndalskirken været dybt involveret i kirkens storstilede renoveringsprojekt, hvilket har været interessant og lærerigt.
– Det har været en utrolig spændende proces, og jeg er ked af, at jeg ikke når at få den sidste del af processen med (kirken genåbner 2. søndag i advent, red.), men på sigt passer det her mig bedre, og derfor var jeg nødt til at søge stillingen.
At Trinitatis Kirke desuden bærer på en mangeårig historie og samtidig er placeret i city med dens myldrende liv var med til at gøre arbejdspladsen attraktiv for Birgit Bøgh Sønderriis.
– Kvarteret er præget af kontorer og butikker, og det betyder at kernemenigheden er mindre, men kirken er åbent dagligt fra 9.30-16.30, og der kommer mange mennesker i kirkens åbningstid.

Kirken er en skøn arbejdsplads
Selvom hun for godt et år siden neddroslede musikerkarrieren betydeligt, løber musikken fortsat i årerne på hende. Og som kirketjener i Trinitatis har hendes optagethed af musik og af at spille stadig gode muligheder for at udfolde sig.
– Jeg kan beholde min ugentlige undervisning på Gentofte Musikskole i klarinet og blæsersammenspil og desuden stadig være afløser for klarinettisten på Det Ny Teater.
At jobbet kan kombineres med musikerlivet er stadig af stor betydning for hende.
– Der er en indbygget frihed i jobbet, som betyder, at det fint kan kombineres med musikken. Så jeg er bare blevet bekræftet i, at det var det helt rigtige skift. Kirken er virkelig en skøn arbejdsplads!

Læs interviewet med Birgit Bøgh Sønderriis fra 2008 her

 

Kirsten Mose


Oversigt over Nyt om navne artikler
Se også

Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København