Det mellemmenneskelige
12. marts 2009
Den nye præst i Bispebjerg-Tagensbo Pastorat har været præst både i Jylland, Helsingør og Singapore, men han har også prøvet at lede Københavns Kommunes tolkeenhed 
Carl Rosenberg blev pr. 1. december 2008 ansat som sognepræst i Tagensbo Kirke, Bispebjerg-Tagensbo pastorat. Han har en god portion erfaring med i bagagen, da han har været præst hen ved 30 år – fra 79-83 i Gosmer/Halling i Jylland, fra 83-93 i Sct. Mariæ og Kronborg Slotskirke i Helsingør og derfra frem til slutningen af 96 sømandspræst i Singapore. Men han også været ude og snuse til noget helt andet. Efter perioden som sømandspræst i Singapore blev han nemlig leder af hele Københavns Kommunes tolkeenhed.
– Her blev alt, hvad der har med tolkning at gøre i Københavns Kommune, administreret. Alt hvad du kan forestille dig, man bruger tolke til på alle offentlige kommunale institutioner. Det var spændende. Det var et vikariat, jeg havde søgt, da jeg ville prøve noget andet. Pludselig var jeg leder for 160 mennesker, men jeg følte mig nu godt klædt på, da jeg også havde gået på et managementkursus forinden, fortæller Carl Rosenberg, der igennem dette arbejde lærte mange forskellige mennesker og kulturer at kende.
– Det var sjovt. Vi havde knap 160 tolke og 50 forskellige sprog, så jeg fik jo et unikt indblik i utrolig mange menneskers baggrund, kultur og religion. Der var ikke fokus på vores forskellige baggrund. Det gjorde ingen forskel, om man var fra Afghanistan eller Uganda, man havde et fælles arbejde og mål med at udfylde det og gøre det godt.
Med ind i en fremtid
Men selv om Carl Rosenberg befandt sig godt i jobbet, var han alligevel glad for, at det kun var et et-årigt vikariat. Undervejs fandt han nemlig ud af, at han ikke ville kunne undvære kirken, og derfor blev det ikke til flere job uden for kirken.
– Efter det år blev jeg vikar i Københavns kirker og især mere fast tilknyttet Garnisons Kirke. Der var jeg så frem til midt i februar 2008, hvor jeg blev ansat som vikar i Tagensbo, og det blev så en fast stilling pr. 1. december, fortæller Rosenberg og tilføjer med en lille latter, at han lige nåede at være kirkebogsførende i en måned, for ved nytårsskiftet blev det lavet om til Bispebjerg-Tagensbo Pastorat i forbindelse med strukturændringerne, ændringre som pastoratet endnu ikke er færdige med at virkeliggøre, understreger han.
– Vi skal finde ud af, hvad det indebærer for både præster og menighed og sogne. Det har været en spændende proces og også en udfordring, som forandringer ofte er. Men fokus har været, hvordan vi får Tagensbo med ind i en fremtid, fortæller Rosenberg og tilføjer, at en tredjedel af sognet ikke er medlemmer af folkekirken.
Der er en respekt for det åndelige
– Der bor mange af anden etnisk herkomst, men selv om de ikke er medlemmer, har vi kontakt f.eks. gennem vores menighedsbørnehave, og så har vi også en børneklub, fortæller Rosenberg.
– Begge steder er der mange børn af anden etnisk baggrund. Vi holder gudstjenester begge steder, hvor alle børn kommer, og nogle gange kommer forældrene med. Sådan er det bare, og det er der sådan set ikke så mange, der tænker over. De to mødesteder betyder, at vi får kontakt med mange forældre. Jeg sidder f.eks. i bestyrelsen for børnehaven. Her er der ingen, der tænker: ”Nå, der sidde en hindu eller en muslim eller en kristen”. Jeg tror, at forældrene er glade for den kontakt, de derigennem har til det danske samfund, og det, at de møder nogle danskere, der har en formuleret tro og religiøs baggrund, det er et plus, siger Rosenberg og peger på, at det kan være lettere at håndtere andre, som har en religion og baggrund, når du selv har en.
– Så ved man, hvad man har med at gøre, og der er en respekt for det åndelige. Ellers kan man blive usikker på, hvad det handler om. Når jeg fx i embedsmedfør går gennem sognet i præstekjole, så bliver jeg ofte stoppet, også af muslimer, som lige vil tale lidt, og det ligger i tråd med, at de ved, at der også er den åndelige dimension, og de ved, at det ikke er farligt.
Charlotte Cappi Grunnet
Oversigt over Nyt om navne artikler