Udskriv
Tip en ven

teater, børn og kirke

22. januar 2009

Livslang interesse for teater, kærlighed til børn og en oplevelse af, at kirken giver arbejdet mening, er en del af grunden til, at Charlotte Falmer er blevet Frederiksberg Kirkes nye projektmedarbejder

Det er ikke et problem at finde på noget at tale om med Frederiksberg Kirkes projektmedarbejder, Charlotte Falmer, som blev ansat ved kirken i september. Ind imellem afbryder hun sig selv og siger: Hvorfor sidder jeg og taler om det nu? efterfulgt af et: Nå jo, det var fordi, jeg kom til at tænke på… Men ellers flyder ordene bare; om hendes familie, den store interesse for teater, og om hvordan hun fik ideen til at søge stillingen som sognemedhjælper og var så heldig at få den.

Som fod i hose
Igennem en venindes ansættelse som sognemedhjælper fik Charlotte Falmer kendskab til det at arbejde ved en kirke og tænkte: Sådan en arbejdsplads er lige noget for mig!
– Da jeg havde besøgt min venindes arbejdsplads og hørt om indholdet, var jeg helt sikker på, at det var det helt rigtige for mig. Og samme aften gik jeg derfor ind på en jobbase på internettet og søgte på ”Kirke og kultur”, fortæller Charlotte Falmer hen over en kop kaffe på Infocenterets kontor. Projektmedarbejderstillingen i Frederiksberg Kirke dukkede op, og da hun læste, at arbejdet blandt andet indebar ansvaret for opførelsen af et teaterstykke for børn, var hun, som hun siger, nødt til at søge den.
– Min mand sagde til mig, at hvis ikke det var et tegn, så vidste han ikke… og så søgte jeg den og fik stillingen, siger Charlotte Falmer begejstret. Efter at have arbejdet på stedet i snart 5 måneder er hun stadig lige overbevist om, at det er noget for hende. 
– Det kirkelige, det sociale, teateret og børnene kombineret med en stor grad af selvbestemmelse. Den her stilling har det hele. Jeg kunne godt tænke mig at blive her de næste mange år, siger Charlotte Falmer, der lige nu er dybt begravet i arbejdet med musicalen Jernbyrd, som er skrevet af Sebastian.

Teater og børn
Interessen for teater har fulgt Falmer, lige siden hendes mor tog sin 5-årige datter med i Det Kgl. Teater. Da hun var fyldt 18 år, søgte hun derfor også ind på Statens Teaterskole, men kom til sin egen store overraskelse ikke ind.
– Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet end at spille teater og var dybt forundret over, at jeg ikke kom ind første gang, jeg gjorde forsøget, fortæller Charlotte Falmer.
I stedet begyndte hun på Danmarks Show og Teaterskole, som dengang var en to-årig uddannelse, og finansierede skoletiden som pædagogmedhjælper. Og den kombination har fulgt hende siden, i de sidste to år som pædagog, da hun i 2007 blev færdig med merituddannelsen.

Fra Danmark til Sverige og tilbage igen
Da hendes daværende kæreste fik arbejde i Visby blåskvintet, besluttede hun at flytte med. I alt blev det til godt fire år i Sverige, hvor hun for alvor prøvede kræfter med kombinationen børn og teater. Først som dramalærer i børnehaver og på fritidshjem, hvor hun blandt andet var med til at opføre ’Folk & Røvere i Kardemomme By’ akkompagneret af Visby blåskvintet. Herefter som blandt andet dramapædagog i Östersund i Jämtland og teaterkonsulent for institutioner i Östersund-området. Men i 1993 flyttede hun alene hjem til Amager og fik fra den ene time til den anden ansættelse i sin gamle institution, Klitrose Allé. Ud over at være glad for at vende tilbage til kendte omgivelser, betød jobbet også, at hun her blev kontaktperson for den dengang 3-årige Emilie. Og efter nogle år førte det venskab til et venskab med resten af Emilies familie, som undervejs mistede deres mor, Maja. Et venskab, som efterhånden udviklede sig, så Charlotte Falmer i dag er gift med Peter, og har adopteret familiens to børn, Emilie og Michael.
– Jeg har fået mig en fantastisk familie og nu også et fantastisk job. Jeg er meget glad for mit liv, siger Charlotte Falmer.

Stykket Jernbyrd har premiere i Frederiksberg Kirke onsdag den 22. april. Følg med på www.frederiksbergkirke.dk

 

Kirsten Mose


Oversigt over Nyt om navne artikler
Se også

Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København