Udskriv
Tip en ven

Et job med muligheder

17. september 2008

Som præst er der mulighed for at bruge sig selv på en helt særlig måde, forklarer Helene Hansen, der er Margrethekirkens nye sognepræst

Egentlig havde hun ikke forestillet sig, at hun nogensinde skulle ordineres og have arbejde som præst, men da hun fik mulighed for at prøve ideen af i form af et vikariat i Kildebrønde i Roskilde Stift, sagde hun ja.
– Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg sagde ja, men jeg syntes alligevel, det ville være sjovt at prøve det, når nu lejligheden bød sig. Og da jeg først havde prøvet det, var jeg solgt, forklarer Helene Hansen, der blev ansat som sognepræst ved Margrethekirken i Valby den 1. april i år.

Set fra medarbejdersiden
Under sine studier arbejdede Helene Hansen som kordegn i københavnsområdet, og hendes erfaringer fra de kirkelige arbejdspladser øgede ikke hendes lyst til at lade teologistudiet ende i en ordination.
– Jeg fik lejlighed til at opleve kirken fra medarbejdersiden og syntes mange gange, at præsterne indtog en isoleret position og gik rundt med skyklapper på løsrevet fra den konkrete og praktiske virkelighed i kirken, husker Helene Hansen.
Efter sit teologistudium fik Helene Hansen arbejde som indvandrerlærer i dansk. Undervisningen optog hende så meget, at hun besluttede at søge ind på Danmarks Pædagogiske Universitet for at få den master, der ville give hende mulighed for en fastansættelse som indvandrerlærer i danskfaget.

Det hele er i spil
Planerne om fastansættelse forsvandt imidlertid fra tegnebrættet efter vikariatet i Kildebrønde, for her så hun, hvor givende jobbet som præst kan være.
– Arbejdet giver en helt unik mulighed for at bruge sig selv. Det hele er i spil: tankeevnen, musikaliteten, medmenneskeligheden, pædagogikken, og evnen til at råbe er der også brug for, griner Helene Hansen med hentydning til konfirmationsundervisningen. Hun forklarer, at det er en stor omvæltning for hende at være blevet fastansat i et sogn, hvor hun er den eneste fuldtidsansatte præst.
– Jeg har aldrig prøvet at være eneste præst på fuld tid i et sogn. Og jeg forstå i dag bedre, hvorfor man som præst ikke altid kan involvere sig 100 % i de praktiske opgaver, der er ved en kirke. Præstens opgave som sjælesørger, forkynder og underviser er virkelig omfattende opgaver. Det handler om at acceptere, at døgnet kun har 24 timer, siger Helene Hansen.

 

Kirsten Mose


Oversigt over Nyt om navne artikler
Se også

Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København