Udskriv
Tip en ven

Inspiration og variation

10. december 2008

Den nye kirketjener ved Nathanaels Kirke, der oprindeligt er cand.mag., nyder atmosfæren i det kirkelige arbejde og sætter pris på det inspirerende miljø og det tætte samarbejde

Ulla-Henriette Bentzen begyndte på sit nye job som kirketjener i Nathanaels Kirke i midten af september. Det fortryder hun, der er cand.mag. i dansk og har undervist på nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitetet i 12 år, ikke et sekund. Hun nyder atmosfæren i det kirkelige arbejde og sætter pris på det inspirerende miljø, det tætte samarbejde og en varieret hverdag.

Kirken er et inspirerende sted
For mange vil overgangen fra jobbet som underviser på universitet til kirketjener virke som lidt af et spring, men sådan oplever Ulla-Henriette Bentzen det ikke. Hun havde i forvejen et godt kendskab til kirken, da hun begyndte som kirketjenervikar i Allehelgens Kirke ved siden af undervisningen på danskstudiet.
– Jeg har altid været meget fortrolig med kirken og gudstjenesten og hele kirkelivet. Min far sad i menighedsrådet, og jeg altid kendt mange teologer og præster og altid syntes, at det var et inspirerende miljø, fortæller hun og tilføjer, at hun, mens hun var kirketjenervikar i Allehelgens Kirke, simpelthen blev bidt af det.

Ønskede større stabilitet
Der er en anden faktor, som også har været af betydning for jobskiftet eller måske nærmere igangsættende.
– Jeg har arbejdet og undervist i 12 år på Københavns Universitet, men det er svært at få fastansættelse, og på et tidspunkt må man gøre op med sig selv – og det sker for mange af os tæt på de fyrre -  om man kan fortsætte sådan under de vilkår; uden løn i ferie og uden pension og altid med supplerende indtægter fra andre jobs. Jeg var nået et punkt, hvor jeg gerne ville have noget stabilitet i mit liv, så det ikke hele tiden kører på tre-årige kontrakter, fortæller Ulla-Henriette Bentzen, der efter at være blevet glad for arbejdet som kirketjenervikar tog den afgørende beslutning at sige jobbet på universitet op med henblik på at søge en fuldtidsstilling som kirketjener, når der blev slået en op et godt sted.

Et kvantespring
– I mellemtiden tog jeg et fuldtidsjob som rengøringsassistent, og det var til gengæld noget af et kvantespring, griner hun.
– Det var benhårdt og alligevel befriende at få en fast indkomst, men du bliver slidt op mentalt, for der er intet intellektuelt. Heldigvis vidste jeg jo, at det blot var for en periode. Men jeg blev glad, da jeg så, at Nathanaels Kirke søgte en kirketjener, for jeg vidste, at den havde et ry for at være et sted med et godt samarbejde.
Selvom der også er en del rengøring forbundet med kirketjenerjobbet, er det også meget andet end kun rengøring, forklarer Ulla-Henriette Bentzen.
– Jeg sætter pris på, at der er noget praktisk arbejde forbundet med stillingen, men kan især godt lide den overordnede dimension, at man hjælpe mennesker, og at det foregår i kirkens rammer. Der er også noget sjælesorg i arbejdet. Jeg kan godt lide mennesker og også de skæve eksistenser, og jeg møder mange forskellige her ved kirken, både i det daglige og til gudstjenester, ældrearrangementer osv.

Tæt samarbejde
– Det er en aktiv kirke, så her sker altid noget. Der er ikke to dage, der er ens, fortæller Ulla-Henriette Bentzen, da hun vender tilbage efter lige at have måttet svare en telefon og lavet en aftale om et eftersyn af teleslynge og højtaleranlæg i kirken.
– Den ene dag skal jeg passe en narkomans hund, den næste dag har jeg en lang samtale med en pastor emeritus, og så er der højtaleranlægget, siger hun med et stort smil.
Jo, der sker en del ved Nathanaels Kirke, men selve det kirkelige miljø er Ulla-Henriette Bentzen også glad for.
– Jeg godt kan lide atmosfæren og finder det inspirerende. Vi har et fedt samarbejde. Jeg kan godt lide at arbejde i de tætte team. Man skal have alle de kirkelige handlinger til at fungere, og man er tæt på mennesker, og man bliver nærmest som en familie, for du arbejder tæt på folk, og du bliver konfronteret med mange følelser, fortæller hun.
Og så har jeg også mange inspirerende diskussioner med både præster og organister og ikke mindst med de to kirketjenervikarer, der begge er danskstuderende, så det er snart en hel akademiker-kirke, griner hun, inden hun må videre med dagens program.

 

Charlotte Cappi Grunnet


Oversigt over Nyt om navne artikler
Se også

Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København