Lukas Passion

I ARS NOVA Copenhagens udgivelsesrække af Heinrich Schütz’ (1585-1672) bibelske fortællinger (Historiae) udkom for ganske nylig seriens første cd, Lukas-Passion – et af mesterens sene værker, komponeret i 1666, kun seks år før hans død. Vi vil her fra redaktionen også følge de kommende Schützudgivelser senere i 2009.

Serien udkommer under Paul Hilliers kompetente kunstneriske ledelse på pladeselskabet Dacapo, hvis formål det er at udgive det ypperste af dansk musik fra før og nu. Og i en tid, hvor Danmark præges af en kulturkamp, der ikke just værdsætter udenlandsk indflydelse, er det kærkomment at kunne trække ”den tyske musiks fader” frem fra Christian IV’s skatkammer, som Schütz var en vigtig del af i sammenlagt 11 år, da Trediveårskrigen tvang ham til at søge nye græsgange.

Schütz’ Lukas-Passion er helt igennem væsensforskellig fra Bachs store passionsværker – og disse vil måske være udgangspunktet for mange nutidige lyttere. Hvor Bach stemmer tilhørerens sind med righoldig instrumentation, avanceret harmonik, komplekse lydbilleder med dobbeltkor og –orkestre, så byder Schütz (som fødtes 100 år før Bach) os en næsten dogmeagtig indføring i a cappella enkelhed; to vidt forskellige prædikanter, men med samme forkyndelse. Vore dages dogmebrødre opstillede regler inden for filmkunsten for bl.a. at skrælle alle overflødige lag og virkemidler væk, så fortællingen, den gode historie, skulle bære igennem på egen hånd. Schütz’ Lukas-Passion består af godt 90% a cappella solosang og 10% a cappella korsatser.

Evangelisten formidler Lukas-teksterne, mens Jesus og de andre roller arbejder i ”direkte tale”. Koret agerer ”forsamlinger af én stemme”, såsom disciplene, jøderne, ypperstepræsterne/de skriftkloge, folkemængde eller soldater, og får endvidere lov at indlede og afslutte det timelange værk. Korsatserne er kortere, koncentrerede former med fyndige accentueringer, og ARS NOVA Copenhagen skyder dem af sted med præcision og stor deklamatorisk klarhed. De to bærende solistpartier er evangelisten (tenor Johan Linderoth) og Jesus (bas Jakob Bloch Jespersen) som med recitativisk og stiliseret talesang må påtage sig formidlingen af hovedparten af handlingen. Linderoth besidder til overflod den vokale fleksibilitet, som evangelistens rolle kræver – med et stort teknisk og klangligt overskud påtager han sig med eksemplarisk tekstlig klarhed oplæggerens rolle og formidler sikkert alle overgange og temposkift. I virkeligheden giver Schütz ikke sine medvirkende meget albuerum, da hele hans setup er puritansk og stramt. Jespersens Jesusfortolkning har en tendens til at fortabe sig i det klanglige, så persontegningen bliver noget statisk. Måske er det et bevidst valg, at Jesus-figuren skal fremstå eviggyldig og urokkelig, men jeg savner alligevel – trods varm og smuk basklang – at der i højere grad gøres rede for de temperaturskift, Jesus gennemgår i mødet med sine tro og utro disciple, med samfundets autoriteter, med folkestemningen og med sin egen skæbne.

Men hvor vi hos Bach af og til får en velgørende koral til at hjælpe refleksionen lidt på vej, så er Schütz’ Lukas-Passion for et medieflippet nutidsmenneske vildt provokerende i al sin lammende enkelhed. Vi er tvunget ind i en basal dramatisk virkningssammenhæng uden regibemærkninger eller nogen manipulerende virkemidler. Kort sagt, vi er nødt til at tænke selv, fortolke med og sætte pulsen ned i en times tid. Derfor kan der nok være brug for at trække tyskeren frem fra Chr. IV’s righoldige skatkammer igen.